Anne Skovbro om byens nye kvarterer - del 1

København er en by i vækst, med masser af nye tilflyttere hver måned. Udover de gamle brokvarterer, som bliver fortættet mange steder, så skal en hel del af de nye indbyggere bo i nogle af hovedstadens nye bydele, som eksempelvis Ørestad og Nordhavn. Det offentligt ejede udviklingsselskab By & Havn er en af de helt centrale aktører bag udviklingen af disse områder, men hvilke tanker har man egentlig gjort sig i forbindelse med de milliarddyre projekter? Det har jeg talt med selskabets direktør, Anne Skovbro, om.

Lokation: Foran Meny i Nordhavn (Southamptongade 2) Hvorfor der: Godt udgangspunkt for en tur rundt i en af Københavns nyeste bydele

Som lidt en nyskabelse for interviewsne her på bloggen, så blev denne snak til en vaskeægte walk 'n' talk, hvor vi bevægede os omkring 1,5 km rundt i kvarteret. For forståelsens skyld har jeg derfor (frit fra hukommelsen) tegnet vores rute ind på et kort, så du, kære læser, kan følge nogenlunde med i, hvor vi er henne undervejs i snakken.

Hvorfor er vi mødtes her?

Det er et meget godt sted at starte historien om Nordhavn, og i virkeligheden også historien om, hvordan By & Havn udvikler bykvarterer som det her. Historien om Nordhavn starter jo med, at alle de virksomheder, der lå herude, de er væk. Den havneaktivitet, man kendte førhen, var stort set væk, og den smule, der var tilbage, krævede mindre plads. Det har også været historien i Sydhavnen, og det har det særligt været her i Nordhavn. Og her i Nordhavn, der ejede Københavns Havn det hele, bortset fra PFA-bygningerne derovre, som blev bygget tidligt og solgt fra for mange, mange år siden.

Blå bog: Anne Skovbro
Direktør for By & Havn siden august 2018, 53 år
Tidligere bestyrelsesmedlem i bl.a. C40 Cities og Bloxhub
Filantropidirektør i Realdania fra august 2015-2018, en stribe funktioner gennem 12 år i Københavns Kommune, bl.a. udviklingschef og plandirektør i Økonomiforvaltningen
Uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet 1995 og Ph.d. i arkitektur og design samme sted 2001
Født i København

Men resten heromkring lå jo stadig hen som frihavn i slut-0’erne, der var stadig et frihavnsgitter, vi kan se resterne rundt omkring. På det tidspunkt, i slut-0’erne, der var det sådan, at Ørestad var i gang, der havde været en lang sag i Højesteret mellem Københavns Kommune og staten om, hvem der ejede Københavns havn. Det var man uenige om; staten sagde ’den er vores’, og kommunen sagde ’nej, den er vores’, og det endte med, at Højesteret afgjorde, at det er statens. Staten ejer Københavns havn.

Derfor indgik man et forlig, hvor man slog fast, at der er et Ørestadsselskab, vi har Københavns Havn, vi ligger alle aktiviteterne sammen og vi går videre med en ny fase, hvor vi også begynder at udvikle Nordhavn, bruger det som en del af fornyelsen af hovedstaden, og bruger det til at finansiere metrocityringen. Så derfor hænger det herude sammen med metrocityringsaftalen, og har sin oprindelse i en uenighed mellem kommune og stat om nogle værdier, i bund og grund.

På det tidspunkt, i slut-0’erne, der var Ritt (Bjerregaard, red.) overborgmester, og i 2009 skulle vi have klimatopmødet (COP15 i Bella Center, red.), så det man ret hurtigt blev enige om, da man skulle i gang med det her område, det var, at nu skulle vi vise next level i forhold til bæredygtig byudvikling, og være opmærksomme på klimabevidsthed og så videre. Det var det, vi skulle vise her. Så man udskrev en arkitektkonkurrence i ’8, tror jeg det var, en åben idékonkurrence, det væltede ind med forslag fra hele verden, og vi lavede også borgerinvolvering både før arkitektkonkurrencen og midt i processen. Der blev så udpeget tre vindere, som præsenterede deres forslag i nogle af de gamle pakhuse herude, og efter det, blev de bedt om at arbejde videre med nogle af de input, der kom.

Så vi fik udpeget Cobe, Sleth og Rambøll på et konkurrenceforslag, som i høj grad handlede om at lave fremtidens bæredygtige bydel. Og så skulle vi jo i gang. Der var nogle principper i det, noget af det handlede om grøn mobilitet, der var meget opmærksomhed på det sociale, der skulle være plads til alle i forhold til boliger. Det blå og det grønne – vi er jo tæt på havnen herude, så hvordan kan vi bruge det som et aktiv omkring fritidsliv og så videre. Og en masse om, hvordan vi kan arbejde med CO2-neutralitet.

Vores processer starter altid med, at der er nogen, der rent politisk sætter en retning og nogle ambitioner, og så skal vi jo, sammen med vores rådgivere, finde ud af, hvordan fanden vi så realiserer det. Når vi står her (ved siden af Meny og ser ud ad Århusgade, red.), så kan man se et af de første eksempler på, hvordan man realiserede det. Dygtige trafikplanlæggere satte sig ned og regnede på, hvis vi skal sikre grøn mobilitet og man i virkeligheden gerne vil have et meget lavere forbrug af bil-kilometer, hvad gør vi så?

For det første skal vi have en god dækning af offentlig transport – metrostation, som vi selv er med til at finansiere; der er også et S-tog lige derovre, og så skal vi sikre, at det fungerer på en måde, så der er en tæt koordination mellem andre modes of transport, altså cykelsti. Her sagde vi, at det var vigtigt, at man prioriterede cyklerne højt fra begyndelsen, sammen med den kollektive transport. Så her kan du se en cykelsti, der er lavet samtidig med vejen, den er lige så bred som bilvejen, og den kommer til at køre langs metroen hele vejen ud (mod ydre Nordhavn, red.). Så det der med at tænke den grønne mobilitet ind tidligt, det gjorde vi også i Ørestad, der var det bare kun metroen, her er cyklerne meget tydeligt tænkt ind.

Noget andet vi har arbejdet med her er, at der ikke er særlig meget plads til bilerne. Hvis du kigger ned ad gaden her (Århusgade, red.), så er der kun nogle få parkeringspladser, og de parkeringspladser, vi eller har her, dem har vi samlet i et stort, kollektivt anlæg, hvor der faktisk stadig ikke er plads til en bil pr. bolig. Her er der en bil pr. hver anden bolig, måske hver tredje. Det er det, der er plads til herude. Det var også vores erfaring fra København i øvrigt, at det nok ville være meget passende.

Herude er man lidt mere velhavende i nogle af de andre kvarterer, så bilejerskabet er højere, men det vi allerede kan se på tallene er, at de bruger den ikke. For de bruger i høj grad den kollektive transport og cyklen. Det er jo et kvarter med en meget central beliggenhed. Så det, vi sad og regnede på for lang tid siden, det kan vi se i tallene i dag, og det er egentlig meget interessant.

Lige mens vi går her, kan man ikke umiddelbart se vandet, men ellers er det jo hele vejen rundt om bydelen på en anden måde end i eksempelvis Ørestad, trods kanalerne. Hvordan har I arbejdet med at bruge det?

Det er noget, vi har tænkt en del over, og en vigtig ting i den forbindelse var at arbejde med, at det er et gammelt havneområde, og vi ville give adgang til vandet. Det her område, der før var lukket, det skulle kunne bruges. Det var meget lukket som frihavn, med vagter og det hele, fordi der jo ikke var betalt moms og skat af alt det på den anden side af hegnet. Så når man åbnede det, så skulle det jo kunne give noget tilbage til byen; med kanaler, at du kan bade, have en båd og sådan noget. Det var ret vigtigt.

Vi har også noget her, som vi ikke havde i Ørestad, nemlig en masse gamle havnebygninger, som vi kan genbruge. Det kan du se her (omkring Århusgade og Billedgade, red.), kalder vi Den Røde By, fordi der er de her røde havneejendomme, og der har vi bevaret mere eller mindre alt. De gamle siloer er også bevaret herude, og det var noget, vi diskuterede en del, for vil man gerne have bygninger med et lavt energiforbrug, så er betonsiloer ikke det nemmeste at arbejde med. Til gengæld er der meget CO2-binding i at bevare betonen. Når man arbejder med bæredygtige bykvarterer, så vil der være sådan nogle trade-offs.

Så vi endte med at beholde siloerne, og de er så bygget om til boliger. Men det var i virkeligheden også en diskussion om arkitektur, fordi den daværende stadsarkitekt pegede på værdien i, at man kunne se de gamle siloer, når man så ned mod havnen. Det var nogle landmarks, det med at ”HVA DRIKKER MØLR”-siloen stadig står der, den har bare fået en ny indpakning. Det var også med til at sikre, at de blev bevaret.

Århusgade var også vigtig for at lave en forankring til det gamle Østerbro. Man kan se Østerbrogade helt oppe i den anden ende, og derfor var arkitekternes vision at lade den være fælles bygade. Vi vil gerne bygge en ny slags brokvarter, som alligevel har nogle af de gamle kvarterers karakteristika, og så skal man altid have en hovedgade, hvor du kan gå ned og der er apotek, der er en bager, der er det, der skal være, og den skal være et sted, hvor der er en naturlig forankring til byen; det vil sige ned til stationen, op til torvet, som en gennemgående akse.

Her på gaden kan du også se, hvordan vi har arbejdet med det nye og det gamle, som stadigvæk er her, med gamle jerndragere, der stikker ud, så man kan se, at det er en gammel havnebygning (på Billedvej, red.). Den har vi arbejdet med at bevare, og så spurgt os selv ’Gad vide, om man kunne bygge rækkehuse ovenpå?’ Og det kunne man så. Når Nordhavn er en populær bydel, så handler det ikke kun om, at den ligger ved vandet, så handler det også om det her mix mellem det gamle og det nye. Det er der rigtig mange, der godt kan lide; det har noget herlighedsværdi. Du kan købe eller leje en helt ny lejlighed, som har et lav energiforbrug, og du kan have en nem hverdag her, hvor der samtidig er den her stemning af noget af det gamle havnemiljø.

Rent arkitektonisk herude, udover at genbruge så meget som muligt, så var en vigtig pointe at sige… Ørestad er jo en af de sidste modernistiske byplaner i Danmark, med de herligheder, der er knyttet til det, forstået som at der er meget lys og luft. Kritikken af Ørestad går jo så på, at der måske er lidt for meget luft mellem husene, og at der derfor mangler noget identitet, men sådan var modernismen jo i sin tid.

I Nordhavn var udgangspunktet, at vi gerne ville bygge et klassisk københavnerkvarter. Det betyder, at her er rigtig meget tegl; det er mursten, det er karréer, det er typiske københavnerhøjder og -drøjder, så på den måde minder det meget om Østerbro. Så vi var meget bevidste om at bruge røde og brune mursten i denne her ende, altså noget, der knytter historisk an til de historiske, gamle, røde havnebygninger, men også til Østerbro. Materialemæssigt skulle man have en mental bro fra det gamle Østerbro til den første fase her. Længere nede ad gaden er der lidt mere variation, men det har været et bevidst valg fra arkitekternes side.

Jeg vil også vise dig nogle små, intime stræder, som folk jo godt kan lide i Middelalderbyen, og hvor idéen har været at bygge videre på klassiske københavnertræk, men i en ny kontekst. Noget andet, der har været vigtig, er en variation mellem forskellige typer af byrum, hvor hovedgaden har butikkerne, og der også er mere stille pladser som denne her (omkranset af Antwerpengade og Bilbaogade, red.), hvor er en stor legeplads og lidt mere grønt og lidt mere fred og ro om søndagen.

Nu nævnte du det med den lidt for megen luft mellem husene i Ørestad, hvor man tit har en fornemmelse af, at det næsten altid blæser. Men der er jo heller ikke ligefrem vindstille her ved vandet…?

Det er rigtigt, så noget der også har været vigtigt ved at bryde det op på den her måde, er, at når man bor langs Øresund i et fladt land, så er der vind, som du siger, men ved at bygge på denne her mere traditionelle måde med små, smalle stræder, så bryder du vinden mere end ude i Ørestad, hvor der er bredere boulevarder, der nemt bliver til vindtunneller.

Måske modsat det gamle København, så har vi her arbejdet meget med det, der hedder kantzoner, hvor vi hele tiden sørger for at få lidt grønt ind omkring døre og porte, der giver lidt karakter. Der skal også være plads til mange cykler i gårdene, hvilket er lidt bøvlet, men sådan er det.

Der er også variation i boligerne her, der er mange almene boliger, der er boliger til udsatte unge, der er børnehave, hvilket er meget væsentligt i forhold til diskussionen om, at der skal være plads til alle. Vi er oppe på 12 procent almene boliger, og der kommer flere i næste fase. I Ørestad er der 20 procent. Som et offentligt ejet udviklingsselskab, så skal vi kunne levere på de politiske ønsker. Og det med, at der skal være plads til alle i byen, det leverer vi bedre på end nogen andre, selvom det ikke altid er det, der fremgår af debatten.

Her skulle også være både lejligheder og rækkehuse, så her (på Sassnitzgade, red.) er der en helt anden type boliger, hvor vi igen har genbrugt den nederste del af en gammel bygning, og også nogle gavle. Så selv på et lille areal herude er der faktisk ret stor variation.

På dette tidspunkt i interviewet bevæger vi os gennem det, jeg vil kalde en lille smøge og op ad et par trappetrin ind i karréen Sassnitzgade-Århusgade-Rostockgade-Kielgade, hvor der gemmer sig en semiprivat baggård med en lille legeplads omringet af små forhaver tilhørende rækkehusene.

Så sker der noget helt andet her, med endnu et meget godt eksempel på det med at få skabt nogle små, mere intime byrum. Virkelig et småbørnsfamilieparadis. Her har vi altså bevaret de her to gamle gavle fra nogle pakhuse og så bygget rækkehuse i mellem. Det er aldrig det her billede, der bliver vist af Nordhavn, det er mere det nede fra Sandkaj (med bademolen, red.), men der er meget her, der er fedt, for eksempel med materialer.

Og så er det almene boliger, som jo ikke har så mange penge at bygge for, men med Dorte Mandrup som arkitekt synes jeg virkelig, at de er lykkes med at få lavet et byggeri, hvor der sker et eller andet. Man har fornemmelsen af, at der er nogen, der har arbejdet med at få en identitet frem, og lave noget, hvor der er noget på spil. Det samme med bygningen her ved siden af, som vi har opført sammen med PensionDanmark, den minder om noget fra ´50’erne, med røde vinduesrammer; man bliver helt glad. Der bliver tilført noget andet.

Arkitekterne har også været inde over al belægningen, for eksempel på de få parkeringspladser, der er her (på Kielgade, red.), der er der brosten, og så nogle grønne plantekasser, der godt nok er tomme lige nu, fordi der stadig er byggeaktivitet her.

Her (tilbage og lidt længere østpå af Århusgade, red.) har vi så et af de mest kendte eksempler på genbrug af bygninger med The Silo, vundet af Cobe Arkitekter, som jo stod for masterplanen for hele området. De fik en opgave af dem, der ejede siloen, med at omdanne den, så inde bag ved står den gamle betonskal der stadig, og så har de skåret vindueshuller i den og hængt facaden uden på. Restaurant i toppen, og nogle af de helt dyre lejligheder. Og det er jo høje priser herude, men det er simpelthen fordi, det er så populært. Hvis vi skal levere noget, der er billigere, så skal vi have flere almene boliger ind. Men jeg tror også priserne kommer til at falde på et tidspunkt.

Der kommer også et kollegie her (UMEUS, red.), tegnet af Henning Larsens tegnestue, et superfedt koncept, som vi også har et eksempel på ude i Ørestad, hvor det spændende er, at man er gået tilbage til at bygge kollegier på samme måde, som man gjorde tidligere, det vil sige mindre værelser, der er til at betale, og så flere fællesarealer. Så i stedet for, at de studerende har et rum hver på 20 m2, så får de et fedt fælleskøkken eller en café i stueetagen. Der kommer et til med samme koncept ude i Tunnelfabrikken, som vi også bevarer.

I designprocessen med UMEUS gjorde de sig nogle enormt gode tanker om, hvordan vi skaber det her fællesskab, hvilket flow kræver det gennem bygningen, hvis studerende skal synes, det er fedt. Så de hyrede nogle hotellobbydesignere, fordi de er gode til det her med, at du kommer ind et sted, og at det føles rart. At du har lyst til at sætte dig ned sammen med nogle andre. Det kan de skabe.

Så det her åbner i begyndelsen af marts, lidt forsinket. Det ude i Ørestad Nord er åbnet, det var jeg ude at se for nylig, det fungerer rigtig godt. Det giver også noget til folk, der lige er flyttet til byen; de kommer til at møde nogle andre mennesker. Det kan være i køkkenet, på gangen eller andre steder, fordi alle faciliteter er designet til at understøtte det her møde mellem mennesker. Det synes jeg er ret interessant, hvordan det er tænkt igennem.

Vi går nu videre østpå af Århusgade i retning af Konditaget Lüders, som Anne gerne vil vise frem som endnu et eksempel på, hvordan der i Nordhavn er tænkt lidt ud af boksen for at give bydelen nogle anderledes karaktertræk end resten af byen.

Det er jo hurtigt blevet er ret hypet sted, konditaget deroppe, med både udsigt og motion i ét. Hvordan opstod det projekt?

Jamen det handlede jo dels om at finde ud af, hvordan vi skaber plads til nogle byrum og nogle aktiviteter i sådan en ny bydel, og også om, hvordan vi kan gøre sådan et parkeringshus til mere end bare noget praktisk. Udover det med arkitekturen og en facade, der bliver grøn når foråret kommer, så er det det med en Netto i stueetagen, der er en genbrugsstation, som kommunen styrer, og så det med selve konditaget.

Et af de redskaber, der er dukket op, mens vi har arbejdet med kvarteret her, det er bæredygtigheds-certificeringer på byggeri. Så vi certificerer både på bydelsniveau, når vi går i gang med en plan, og når vi så sælger en grund, så stiller vi krav om, at dem, er bygger på den, skal have en DGNB-certificering. De skal leve op til nogle krav, der er højere end dem, der bliver stillet i Bygningsreglementet og den slags.

Så da vi i sin tid nåede frem til, at vi skulle opføre noget lækkert her på torvet for enden af Århusgade, og fandt vi ud af, at det skulle være en biograf, så blev konsekvensen jo, at hold da op – så skal den også bæredygtighedscertificeres. Det er der vist ingen, der har prøvet før i Danmark, men det lykkedes os. Så vi har selv været med til at opføre den, og den er bygget, så alt kan pilles fra hinanden igen og genbruges, og Big Bio, der kører den, går sindssygt meget op i deres affald, så der er vi nået langt.

Pladsen her (Hamborg Plads, red.) er blevet omdesignet undervejs, fordi grundejerforeningen gerne ville have noget mere grønt, så der fik demokratiet lov til at tale. Det vigtige er, at der er plads til at sidde ned, der er restauranter rundt om, så specielt om sommeren bliver det sted, hvor man virkelig kan leve livet, gå i biografen, gå ned og bade, hvad man nu vil.

På den lille plads her bagved (Sankt Petersborg Plads, red.) bliver der sådan en lille miniskov med træer og buske. Igen et eksempel på det med et offentligt byrum, der kan én ting, og så et mere privat heromme, der kan noget andet. Her arbejder vi i øvrigt med fossilfri anlægsmaskiner, det er jeg lidt spændt på at evaluere.

Det var dagens motion at komme op på toppen (på Konditaget, red.), men besværet værd. Og det er meget populært, både for børnefamilier og sportsklubber om dagen, og ungdomsfester om natten, faktisk i en grad, så vi har været nødt til at lukke af her i nattetimerne. Men for at få gang i tingene her, så har vi faktisk selv startet en idrætsforening, det har vi gjort sammen med DGI, og så har vi trukket os igen. Vi skulle bare være fødselshjælpere. Der er allerede 12 underforeninger af Nordhavn IF, har jeg hørt, to-tre af dem er vinterbadeklubber, haha, så det fungerer rigtig godt.

Taget her giver i den grad noget, og det var et forsøg fra vores side, vi fik fondsfinansiering fra Lokale- og Anlægsfonden, som syntes, det var sjovt, og det er en større succes, end vi regnede med. Det er det virkelig.

I bunden af bygningen er der et batteri, som er en del af det forsøg, vi har herude (EnergyLab Nordhavn, red.). I arkitektkonkurrencen gik det oprindeligt på, at stedet her skulle være energieffektivt. Al nybyggeri er ret energieffektivt, men det handlede også om forsyningen. Så vi har haft et forsøgsprojekt med Hofor, DTU, Danfoss, Grundfos og ABB, hvor vi har kørt en masse forskellige test, som DTU har monitoreret og forsket på.

Det gælder dels Den Internationale Skole, hvor hele facaden er dækket af solceller. Meny-supermarkedet, hvor vi startede, deres overskudsvarme går ind i varmesystemet herude. I en af boligkarréerne overvåger vi beboernes adfærd, for hvis man ved, hvornår folk kommer hjem og den slags, så kan de sparre endnu flere penge ved at styre deres varme ordentligt.

Og så er der forskellige forskningsprojekter, der har været knyttet til forsøgene herude, og som har set på, hvad man skal gøre, hvis man skal have energiforbruget endnu længere ned. Nogle ting kører som forsøg nu, og bliver måske permanent på sigt, mens andre ting er blevet droppet, fordi man har tænkt ’nå, det var måske en lidt for stor investering i forhold til, hvad vi fik ud af det’. Så der bliver arbejdet med en hel del.

Men solcellerne derovre (på Den Internationale Skole, red.), dem synes jeg er ret fede, fordi solceller er tit grimme, hvis man skal være helt ærlig, men her har de prøvet at tage dem ind i designet af bygningen fra begyndelsen, så de ikke bare bliver noget, man klasker på taget til sidst, men noget, hvor man har tænkt over, hvordan man kan gøre til noget fedt.

Heroppe fra kan man også se ud til jorddepotet og alt det andet, vi har derude (i ydre Nordhavn, red.), hvor vi skal lave grønne områder. Hele idéen var, at vi starter med de små grønne områder herinde af, og så kommer de større længere ude. Og en del af det, der ligger i vores byudviklingsmodel, det er jo at vi står for det hele. Vi sælger grunde fra og for nogen til at bygge, vi bygger selv parkeringshuse og kajkanter og sådan noget, og så sørger vi for, at det alt sammen sker inden for de politiske ambitioner, der er, og den lokalplan, der er vedtaget.

Vi leverer også de grønne byrum og andre pladser, og så afleverer vi dem enten til kommunen eller til grundejerforeningerne. De grønne parker længere ude bliver så store, at jeg tror det ender med, at kommunen selv tager ansvar for dem, hvilket også er en god idé.

Pakhusene er rundt om os; vi har jo ejet de havnearealer her, og de pakhuse her, med de røde mursten, dem beholder vi. Dem er vi ved at sætte i stand, og så genudlejer vi dem. Men i gamle dage var de jo [aktive], eksempelvis Pakhus 47, der ligger hvor bananbådene kom ind, og hvor bananerne lå og modnede i kælderen, det er ikke rigtig relevant mere, haha, så nu sætter vi det i stand, og så lejer vi det ud til andre, og der er rigtig mange, der gerne vil leje sig ind i de huse, så der er tegnestuer, gallerier, alt muligt forskelligt, hvor der før var havnefunktioner. Sådan er det ikke mere.

Læs del to af min snak med Anne her.