Anne Skovbro om byens nye kvarterer – del 2

Her er så anden del af min walk’n’talk med direktør Anne Skovbro fra By & Havn, hvor vi traver Nordhavn rundt mens vi snakker. Læs lige del 1, hvis du ikke allerede har gjort det.

Man kan også se ud på noget, som stadig er åbent vand. Trekroner Fort ligger der, og det skal så blive til Lynetteholmen om et antal år. I har lige taget første spadestik…?

Ja, i mandags (den 17. januar, red.), og vi kan se, at vi har både derude, der er i gang med at grave sejlrender op og alt sådan noget. Og ja, det er der en del blæst omkring, og det er der om forandringer i byen. Men alt det her (hele Nordhavn, red.) er jo også nyt.

Københavns oprindelige kystlinje er Strandboulevarden. Selv Søndre Frihavn, som folk synes er noget helt vildt autentisk, er jo kun 100-120 år gammel. De gamle fort derude (Trekroner og Middelgrunden, red.) er kunstige øer. Så alt vi står på her, er kunstigt, det glemmer vi bare nogle gange.

Men i dag har vi jo også en anden viden om, hvad sådan et anlægsprojekt eksempelvis gør ved havmiljøet, som jo er noget af det, der har været meget kritik af i forbindelse med, at der bliver gravet jord op og dumpet nede ved Stevns?

Vi dumper ikke, vil jeg gerne sige, det er et ord, man bruger i Sverige, det gør vi ikke, vi klapper. Det jeg kan høre, der er mange, som er gået helt galt på, det er, at de tror, at alt det materiale vi graver op og klapper i Øresund, er forurenet. Det er det ikke. Vi graver toppen af der, hvor vi skal lave en halvø, som jo i realiteten er en stor dæmning, og alt det materiale fra toppen, hvor vi har mistanke om, at der kan være noget forurening, det placerer vi i et havneslamdepot vi har ude på Refshaleøen. Den havbund, der så er under det, som vi er nødt til at grave væk, den flytter vi til et andet sted i Øresund.

Vi lavede en miljørapport, da vi lavede udvidelsen herude (i ydre Nordhavn, red.), der har vi jo også være nede og grave, og har brugt de samme to klappladser til den havbund, vi skulle flytte herfra, så vi har faktisk ret god viden om, hvad det betyder. Og nu bliver der jo stillet endnu større krav til miljørapporterne, så det er jo ikke bare sådan, at vi kan sige ”vi fortsætter som vi plejer”. Den konstruktion, vi laver nu, den stiller vi større krav til bæredygtighedsmæssigt, end vi gjorde for bare 10 år siden. Så vi flytter os også i forhold til, hvordan vi arbejder med det her – og vi ved ret meget om det.

Jeg er med på, at der er folk, der kan være bekymrede. Men noget af bekymringen er også baseret på uvidenhed, det er jo nødt til at sige, fordi man ikke rigtig har sat sig ind i tingene og læst vores miljørapporter.

Det interessante er, at der bliver klappet i hele landet, det er jo ikke kun her, og alle de steder, hvor vi skal til at lave dæmninger og diger for at beskytte os, der kommer folk til at skulle grave i havbund. Grunden til, at man skal grave op, det er, at vi skal ned og stå fast. Når man for eksempel skal lave en sluseport, hvis vi så lægger stenene til fundamentet på blød havbund, så er det ligesom at have en dør, der skal sidde på et hængsel, som slet ikke sidder fast på karmen, så vi har brug for at komme ned og stå fast på havbunden. Der har vi problemer herude, fordi der simpelthen er for meget gytje, som er meget blødt, så det er det, vi er nødt til flytte.

Så uanset om man kun havde lavet et lille dige, eller et lidt større dige, som vi laver, så havde man – fordi der skal laves en sluseport – været nødt til at grave af. Det fremgår ikke af debatten lige nu, der er det mere som om… hvis man ikke byggede Lynetteholm, så kunne man bare lave et dige og så ville alt være godt. Men det er et dige, vi laver, og der skal være en sluseport, og den skal kunne stå fast.

Men det er jo så alligevel ikke kun et dige, der skal jo efter planen også bo en hel del mennesker ovenpå det dige, der skal anlægges en havnetunnel og ske en hel masse, som mange ikke mener er undersøgt ordentligt på forhånd?

Jo, men man kan sige, at vi ved jo ikke endnu, hvad der skal være, og du kan ikke lave en strategisk miljøvurdering af det, før du ved politisk, hvad man vil. Men alle var enige om, at et dige, det skal vi ha’. Og vi jo heller ikke, hvad der skal til af vejforbindelser. Det har jo også været tilbagemeldingen fra EU, hvor man er blevet spurgt fra klimabevægelsens side, om de ville tage sagen op, og de har sagt, at det mener de ikke, der er grundlag for.

Vi i By & Havn kan ikke selv bestemme, hvad vi vil undersøge, det er staten, der bestemmer, hvad vi skal lave miljøvurderinger af. Og sådan skal det også være. Fordi vi er jo bygherre på dele af projektet, og hvis man vil lave en østlig ringvej, så er det ikke noget, vi skal være bygherre på; vi er havnefolk. Og metro – det er Metroselskabet. Den slags spørgsmål får vi faktisk en del af, hvor folk tænker ’Kan I ikke selv få lov til at bestemme, hvad der skal undersøges?’ Nej, det kan vi da ikke, det er jo ikke en bananrepublik, vi lever i… gudskelov.

Vi har nu forladt Konditaget og er nået ned på gadeplan igen på hjørnet af Helsinkigade og Murmanskgade, hvor vi kaster blikket ud over havneløbet og nybyggeriet på den yderste del af Redmolen.

Her begynder man at kunne se, noget af det, vi har gang i her. Vi graver flere kanaler herude, for at skabe noget mere fornemmelse af havnemiljø – det er noget af det, du kan se her. Redmolen er blevet skåret over på midten, og i Sundmolen (på den anden side af Kronløbet, red.) kommer der også en kanal. Forbilledet er jo delvist Christianshavn, så den der københavnerstemning med kanaler har været noget af det, der har været vigtigt for os at få med her. Det er megabøvlet at lave alle de kanaler, men vi vil gerne gribe muligheden for at skabe det her miljø, hvor grundejerforeningen kan have en lille båd liggende; det er bare noget, folk holder af.

Det med vandveje gennem et kvarter giver bare noget stemning, og jeg synes, at noget af det, der gør det karakteristisk her – og som det også er sket i Sydhavnen – det er, at man tager nogle typiske københavnerelementer og så bygger dem igen, men på nogle lidt nye måder. Det tror jeg er en af grundene til, at det er populært (i Nordhavn, red.), at der er noget genkendelighed, og der er nogle kvaliteter.

Hvis vi tager fat i sådan en som Jan Gehl (den nærmest legendariske danske arkitekt og byplanlægger, der specielt er kendt for sit fokus på at skabe levende byrum, hvor mennesker har lyst til at opholde sig, red.), så viser hans forskning omkring bykvarterer, at det en karré kan er, at den skaber både et fælles rum og et mere privat rum. Og det er noget af det, der er med til at give dig en rar fornemmelse som menneske; at du kan have lidt begge dele, for du vil gerne det fælles, du har brug for det fælles, men du har også brug for at kunne trække dig tilbage.

Jeg har hørt ham tale et par gange, og også selv interviewet ham, og han er i hvert fald ikke fan af Ørestad. Han plejer lidt lakonisk at sige det her med, at den største fordel ved Ørestad, det er, hvor nemt det er at komme væk!

Haha, ja, det er rigtigt. Men som jeg har hørt ham, så kan han faktisk godt lide de steder, hvor vi har lavet om. Når han taler om Ørestad, så taler han meget om Ørestad City, men der hvor vi har lavet planerne om og bygget rækkehuse, og de steder, hvor der er mere tegl i for eksempel Ørestad Syd, det kan han bedre lide.

Ørestad har jo også ændret sig, planerne for Ørestad er blevet justeret hen ad vejen, så jeg synes, at Ørestad har mange kvaliteter, men det er nogle andre kvaliteter end her, men som byplanlægger er det vigtigt at sige at hvert kvarter skal jo ikke kunne det samme. Nu er vi her ved vandet, så er det at arbejde med vandet oplagt, og vi kan arbejde med de gamle havnebygninger.

Ude i Ørestad, der er det himlen, det er åbenheden, så det er nogle andre ting du skal dyrke, for at få noget kvalitet frem. Men når det er sagt, så synes jeg også, at de valg, der blev truffet indledningsvis i ’90’erne, med Field’s og sådan noget, har jo ikke været gode for Ørestad. De har de virkelig ikke.

Det var en anden tid, fristes man til at sige, der tænkte man måske på en lidt anden måde?

Det gjorde man, og man opførte sig også på en anden måde, forbrugerne opførte sig også på en anden måde, og Danmark var i virkeligheden langt mere restriktivt i forhold til sådan noget som at bygge storcentre end vores nabolande. Det har været rigtig godt, at vi har været mere restriktive, tilbage til Svend Aukens tid, og i Ørestad er det trods alt bedre placeret, fordi det er en del af en bydel, men det er klart, at det har givet nogle udfordringer i forhold til resten af butikslivet derude. Og det kæmper vi med i dag, så vi skal virkelig arbejde hårdt for at få butikker ind i Ørestad, og det arbejder vi videre på at lykkes endnu bedre med, men det er svært.

På vores gåtur har vi nu rundet hjørnet af Murmanskgade og går ind ad langs Sandkaj til Göteborg Plads, der domineres af de gamle, runde silobygninger, der under navnet Portland Towers i dag rummer blandt andet den tyske ambassade og forskellige kontorer. I havneløbet ligger Strandbad Nordhavn, der ikke alene er et fluepapir om sommeren, men også her om vinteren hjælper nogle få modige sjæle med en dukkert i det iskolde havvand.

Her kan man se, hvordan det har været vigtigt at få lavet et stort bytorv, der åbner sig mod vandet, hvor vi så har fået bygget det her flydende foreningshus, som så er overdraget til foreningerne herude, hvor man kan bade og der er sauna og lidt fælles faciliteter. Og vi har FN Byen ovre på den anden side.

FN har jo en stor tilstedeværelse i København, med hovedsædet der og Unicef-lageret i ydre Nordhavn, hvorfra de sejler nødhjælp ud til hele verden, når der er kriser. De havde brug for et højeffektivt lager og endnu mere plads, så de flyttede derud (fra den gamle placering lige ved Nordhavn Station, red.), hvor vi byggede et nyt højlager til dem, hvor der er meget mere plads til at alt det, der skal sejles ud i verden.

Hvis vi går et skridt længere tilbage i historien, til før Ørestad overhovedet var begyndt at skyde op af marken derude, så var der jo en periode, hvor København nærmest var ved at gå konkurs, så der skulle også tænkes nogle andre tanker for at få gang i væksten?

Altså omkring den tid i starten af ’90’erne, hvor byen ganske rigtig var ved at gå bankerot, og man var nødt til at sælge ud af en række aktiver, der handlede det også om broen til Sverige (som så småt var under opførsel, red.), og om at man gjorde sig nogle tanker om, hvad det egentlig er, en hovedstad skal kunne i fremtiden. Universitet fik plads i Ørestad, der kom en koncertsal, man udvidede lufthavnen, så det var en del af stor, samlet politisk aftale, som skulle pege i retning af, at København ikke længere bare var en slidt gammel havneby.

Det handlede i virkeligheden om meget mere end boliger, det handlede også om en udbygning af netop universitetet, kulturinstitutioner… Det var en ret stor idé, man udviklede, med start under Schlüter, og som man arbejdede videre med under Poul Nyrups regering. Den har der hele tiden været et meget bredt politisk flertal bag, hvor By & Havn-konstruktionen startende med Ørestadsselskabet var en central del af det.

Der var det faktisk sådan – for at komme tilbage til det med bæredygtighed – at Ørestad fra start var tænkt ekstremt progressivt. Jan Gehl er ikke glad for der, men der var mange, der var begejstrede for det med ’yes, for en gangs skyld skal vi simpelthen bygge den kollektive transport først’. Vi skal vise, at det her, det er ikke 80’erne og 70’ernes uendelige parcelhuse med bilbaseret, amerikanske byudvikling. Vi skal vise noget, hvor det er det kollektiv transport og cykler først, og som er energirigtigt. Det var det, man ville. Stoppe den her urban sprawl, man har set i USA.

Det var en tid med Brundtland-rapporten (fra 1987 om bæredygtig udvikling, red.), meldingerne fra EU var sådan noget med at genbruge gamle byarealer i stedet før at byen bare pladrer derudaf. Jeg sad selv dengang og lavede Ph.d.-projekt og forskede i lige præcis den type problemstillinger; hvordan sikrer vi, at vi får nogle mere bæredygtige byudviklingstendenser, hvad skal der til?

Og jeg kunne også sidde og tænke, at der var meget ved Ørestad der gjorde, at jeg ikke syntes, at den havde den herlighedsværdi, den burde, men jeg måtte også anerkende, at der var ingen tvivl om, at det der var fokus på, det var i virkeligheden at skabe nogle mere bæredygtige adfærdsmønstre. Det var kernen i det, man ønskede.

Det man har lært fra Ørestad, som man har taget med her til Nordhavn, det er, at det med et storcenter, det skal vi ikke gøre her. Derfor er det, vi gør herude, noget helt andet. Vi har taget fat i hovedgaden her (Århusgade, som vi nu er nået tilbage til, red.), og valgt at den skal vi understøtte, fordi noget vi også har lært er, at butikker – de kommer ikke af sig selv. Så det greb, vi gjorde herude – inspireret af HafenCity i Hamborg – det var at når vi solgte nogle af de her matrikler fra, og der skulle bygges boliger, så sagde vi: ’Vi sælger den matrikel, men vi køber lige stueetagen tilbage med det samme’.

De almene boligbyggerier her, de har det lidt svært med det med butikker, for det er ikke en del af deres kerneforretning, og det er det sådan set heller ikke, hvis du bygger andelsboliger eller en ejerforening; hvordan skulle de kunne styre det med butikker? Grunden til at det fungerer i de gamle brokvarterer, det er, at sådan har det været historisk. Men når du skal starte fra ny, så er det faktisk rigtig svært, det ved vi fra de andre nye kvarterer i byen.

Så derfor tænkte vi på, hvordan vi kunne hjælpe dem på vej. Vi gør som i HafenCity: Vi hjælper dem på vej. Vi sørger for, at der er én ejer af alle stueetagerne, og så laver vi en plan for, hvem vi lejer ud til. Det har vi (i By & Havn, red.) så ikke så meget forstand på selv, så vi fik en partner ind, som har forstand på den slags, og så lavede vi et datterselskab, hvor vi ejede 50 procent hver, og hvor vi så kunne invitere nogle butikker ind.

Vi kunne jo se på vores gåtur, at der er kommet virkelig mange restauranter og caféer til, og det er altså fordi, der er blevet arbejdet for det. Det kommer ikke af sig selv. Og det er fordi, at vi har ejet det hele, men nu har vi solgt det fra, efter at have været fødselshjælper på det, så alle butiksetagemeterne her på gaden er ejet af ét selskab, og det betyder, at de almene boliger, de skal ikke bekymre sig om det, de skal ikke tænke over, at de måske mangler en lejer i næste uge og at det er et problem, for de kan de ikke håndtere. Så skal de til at subsidiere en husleje, som i forvejen er subsidieret. Det går ikke.

Så det er et af de greb, hvor vi har gjort noget helt andet end i Ørestad. Og hvor vi har lært noget fra datiden omkring, hvad der skal til for at du kan få lavet et butiksmiljø, som er det, vi ved, folk også holder af. Når det kommer til stykket, så kan vi godt lide at gå ned i nærheden og købe ind. I hvert fald københavnere. Der betyder det noget at have din lokale ’brogade’, hvor du kan gå hen.

Det er en af de fordele der er, ved at være et offentligt ejet selskab, men stadigvæk ikke en del af kommunen, fordi der er noget armslængde, det er, at vi kan lave sådan nogle løsninger inden for det lovgrundlag, vi har, så man kan fremme noget, som man politisk gerne vil. Vi har haft politikere på besøg fra andre kommuner, som var ret interesserede i, hvordan vi gjorde det. Netop det med en hovedgade og et caféliv er jo tit noget, man ønsker sig politisk, men man kan jo ikke tvinge nogle virksomheder til at flytte ind, så hvordan gør man så.

Det er jo i det hele taget ret tydeligt her, at det er gået pænt stærkt herude de sidste 10 år. Vi har gjort det, at vi er startet indefra, og så bygger vi ud, og prøver virkelige at gøre områderne færdige, også fordi at man jo skal kunne bo her. Og beboerne vil jo helst bare have, at tingene bliver færdige. Vi kan jo ikke garantere, hvordan markedet udvikler sig, men vi kan prøve at koncentrere aktiviteterne, sådan at de etaper, vi sælger fra i, er med til at give en følelse af, at vi snart er færdige her.

Der kommer også en plads og noget byrum her, hvor metroen kommer op af jorden, og grunden til, at vi ikke har kunnet bygge der, og først er gået i gang nu, det er, at metroen lige skulle være færdig, så nu kan vi snart bygge ovenpå. Vi får bygninger herned af (ned mod Kalkbrænderihavnsgade, red.), så vi få lukket af ned mod S-toget, og det bliver erhverv. Vi bruger kontorarbejdspladser som noget, der skærmer mod støjen, for en kontorarbejdsplads kan tåle mere støj end en bolig. Så de lagt ud mod alt, hvad der larmer, så vi får ro bagved.

Her afslutningsvis kan vi jo så stå og skue ud imod ydre Nordhavn, hvor der kommer et par metrostationer mere ud i retning af krydstogtsterminalen. Men der kommer man jo til at starte noget mere fra scratch med at skulle skabe en by. Bliver det samme model her, med tæt og ikke specielt højt byggeri?

Nu må vi jo se på, hvad de vil politisk, vil jeg sige, men vi har haft en arkitektkonkurrence om Levantkaj (en bid længere ude i Nordhavn, red.), og der bryder vi lidt med noget af den her struktur. Men vi har ikke lokalplanlagt det endnu, så lad os se, hvad politikerne siger. Men tanken var jo oprindeligt, at det skulle være mere som Østerbro herinde af, og så kunne det måske blive lidt lavere tæthed nogle steder derude, men jeg tror, at vi skal ind og kigge på det igen nu.

Vi havde jo for eksempel ikke tænkt, at vi skulle bevare tunnelfabrikken derude, men det ender vi jo med at gøre, og får lavet noget superfedt derude med plads til små, kreative erhverv og forskellige andre aktiviteter. Så alle de tanker om, hvordan vi får det område skruet sammen, dem skal vi se på igen, men der vil være nogle af grundprincipperne, som vi hele tiden har arbejdet efter – det med ”fem-minutters byen”, som vi kalder det; at der skal være noget i nærheden lige som her, det synes vi er fedt. Kanaler og variation, og mere metro, altså den grønne mobilitet.

Og så er der det med energidelen, som vi også kommer til at genbesøge. Ydre Nordhavn og under Lynetteholm er superbe pladser til geotermi. Så vi har nogle potentialer til at kunne arbejde med en endnu grønnere energiforsyning, og det kunne være lidt sjovt. Det vi ikke ved endnu, det er: Kræver det noget særligt af bygningerne, eller af bystrukturen? I gamle dage havde vi store kraftværker som Svanemølleværket, hvis vi nu går over til geotermi, kræver det så mange små værker?

Alle så nogle spørgsmål er spørgsmål, vi skal stille os selv, og som vi ikke kender svarene på endnu. Så der skal vi turde tænke højt, for der kan være nogle ting, som vi ikke helt ved endnu. Og vi skal tænke 20 år frem, så det bliver virkelig spændende.

Fem hurtige:

Favoritrestaurant: The Silo

Favoritbar: K-Bar (cocktailbar på Ved Stranden i Indre by)

Overset/hemmeligt sted: Parken ved Kongeporten (på Kastellet)

Noget byen kan undvære: Folk, der ikke rydder op efter sig i parker og byrum

Noget byen mangler: Padelbaner! Der er virkelig tryk på dem i Ørestad og Nordhavn

Tak til By & Havn for luftfotos.