Forfatteren Benn Q. Holm er blandt andet kendt for sine københavnerromaner, ikke mindst Hafnia Punk, og for generelt at bruge bymiljøer i sit forfatterskab. Storbyer over hele verden er centrum i stribevis af bøger og andre kunstværker, men hvor er København i den sammenhæng? Er København en god litteraturby? Og hvad betyder det egentlig? Det har jeg talt med Benn om.
Lokation: Fælledparken, hjørnet ved Trianglen Hvorfor der: Litteraturen er, hvor man tager den med sig. Desuden tæt på Benns hjem…
Hvorfor er vi mødtes her?
Det er egentlig lige så meget en personlig ting, i forhold til, hvad der har betydet noget for mig i København, for rent litterært, så er næsten hele byen jo aktuel. Baggårdene og sidegaderne og caféerne og alt muligt. Når vi lige mødes her ved indgangen til Fælledparken, så skyldes det dels, at jeg bor lige i nærheden, så det var praktisk, men det er ikke kun det.
Blå bog: Benn Quist Holm
Forfatter, debut 1994 med generationsromanen 'Til verdens ende'. 60 år
Uddannet cand.phil. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1992
Modtog Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 2000
Har også arbejdet som anmelder og klummeskribent i forskellige medier, blandt andet har han været anmelder ved Dagbladet Aktuelt, og senere blev han klummeskriver ved Urban, Bo Bedre og Euroman
Født på Frederiksberg. Kvarter i byen: ØsterbroDet er to meget definerende steder i mit liv, som vi står og kigger over på nu, når vi er her, nemlig Rigshospitalet, hvor alle mine tre døtre er født, og jeg har haft mange familiemedlemmer indlagt og alt muligt, så et sted, der har stor betydning i mit liv. Og så ovre på den anden side har vi Idrætsparken, som det hed i gamle dage, og som nu er Parken, og som også er et sted, hvor jeg er kommet rigtig meget, og som jeg jo også har brugt i litteraturen, for nu at komme tilbage til den.
Hvad er det for nogle forbindelser, du ser mellem litteraturen og København, udover de ting, du selv har skrevet, med Hafnia Punk som det bedste eksempel – hvad er København for en litteraturby?
Jeg vil hellere vende den om, og sige at grunden til, jeg selv har brugt den er jo den helt enkle, at det er fordi det er min hjemstavn. Og så tænker folk tit ’jamen hjemstavn, det er da kun sådan noget, man har ovre i Jylland eller i Tyskland, sådan et sted, hvor folk går i gummistøvler og regnfrakker?’ Men alle har jo et sted eller et område, hvor de kommer fra, selv hvis det nogle gange er det en ”valghjemstavn”.
Da jeg begyndte at skrive, var byen det naturlige bagtæppe eller scenerum, fordi jeg skrev sådan meget in medias res, det vil sige lige nu og her. Mange af mine bøger var jo sådan nogle, der foregik her og nu med nogle moderne mennesker i nogle moderne settings, og så har jeg bare brugt mere eller mindre de steder, hvor jeg selv kom tit. For eksempel før i tiden, da jeg stadig gik meget ud. Det gør jeg så ikke længere, så derfor har mit forfatterskab også skiftet lidt karakter, jeg er begyndt at gå tilbage i tiden og mere til udlandet og den slags.
Men der var næsten et 1-1-forhold i mine første bøger, hvor jeg – uden at det var autofiktion overhovedet – brugte byen meget, som en naturlig kulisse, så at sige.
Men som litterær by er København også en by, jeg er vokset op med, fordi jeg altid har elsket de her københavnerromaner, som er nogle af mine yndlingsromaner, for eksempel Herman Bangs ”Stuk”, som jeg godt kan uddybe lidt om, den har jeg skrevet speciale om på universitetet, da jeg læste litteraturvidenskab. Eller en roman som Tom Kristensens ”Hærværk”.
Så samtidig med, at jeg har læst om ikke tusindvis, så i hvert fald hundredvis af andre forskellige ting, så var jeg især i mine unge dage meget optaget af det med storbyen og metropolen og det urbane og sådan noget. Det fylder ikke så meget mere, vil jeg sige, men dengang var det noget. Også på litteraturvidenskab, mens jeg læste, der havde modernismen også noget med storbyen at gøre; vandringen fra land til by og al den kunst, der opstår i 1870’erne, det var en del af hele den her urbaniseringsproces.
Men hvad giver København så af muligheder i romansammenhæng for eksempel?
Man kan sige, at på en måde giver den jo ikke mere end så mange andre steder, og på nogen måder kan den måske endda virke… jeg vil ikke sige indsnævrende – men farlig, fordi hvis en eller anden mand eller dame skriver en bog om Frederikshavn eller Lemvig, så kan vedkommende bilde mig hva’ som helst ind, fordi jeg kender ikke de byer, for nu at komme med et par hurtige eksempler.
Men København er jo en by, som næsten alle har et eller andet forhold til, selv dem, der ikke bor her, for de har så børn her, eller har studeret her og så videre. Og i og med, at jeg skriver en form for realisme – der er en kritiker, der har kaldt det ”tredjefaserealisme”, tror jeg nok – så er det en eller anden genkendelig verden, som alle folk har et billede af selv og en mening om, så der skal ikke så meget til; ikke så mange faktuelle fejl, før det kan blive svært i en eller anden forstand.
I virkeligheden ville det jo være nemmere for mig at skrive science fiction-romaner, der foregår på en eller anden fiktiv planet, fordi så ville jeg jo have patent på det billede. Jeg kunne skrive, lige hvad jeg ville, der kunne ikke komme nogen og sige ’det der, det er forkert, det kan ikke lade sig gøre’, fordi jo, det kan det bare.
Når man opererer i det realistiske, genkendelige og så ovenikøbet København, så er der mange, der kan sidde på skuldrende af én og sige ’nej nej nej’ og så videre, men der er både fordele og ulemper ved det. Man kan sige rummet er jo større, men igen…
En anden fantastisk bog, der handler om livet i en by, det er Peer Hultbergs ”Byen og verden”, og den foregår i Viborg, som jo ikke er verdens allerstørste by, for at sige det mildt. Men man kan sige; stor by eller lille by – det er jo egentlig lige meget på en måde, for der kan være et enormt drama bare på en villavej i en forstad, ik’? Så der er plusser og minusser ved det. Men man skriver under alle omstændigheder på skuldrende af en masse andre, der også har prøvet det.
Hvordan lader du dig inspirere af byen – går du ture og forestiller dig, hvad der kunne foregå nogle steder, eller er det mere baseret på erindringer?
Det var nok mere erindringer og oplevelser især i mine unge dage, nu er jeg jo efterhånden måske nærmest mere end halvgammel. I de senere år er jeg jo gået mere over til at skrive det, jeg vil kalde ”historiske romaner”, ikke fordi de handler om Struensee eller Marie Grube eller noget i den stil, men min forrige roman (De døde og de levende, red.) foregår i sidste halvdel af besættelsestiden og i efterkrigstiden, og min seneste roman (Et stykke af tiden, red.) foregår slet ikke i København, men udelukkende i Vestberlin i 1976-77.
Så jeg har trukket mig lidt væk fra det (med København, red.) af mange årsager, dels fordi jeg synes det bliver mere kompliceret at skrive om nutiden, fordi der er så mange forstyrrende ting inde over, som man ikke kan udelade. De sociale medier og mobiltelefonen, som kan ødelægge et hvert plot, fordi folk hele tiden kan få ny info om, hvad de skal gøre.
Så der er mange ting, der har gjort, at jeg har bevæget mig lidt væk fra nutiden, og også fra København. Jeg føler jo nok også, at jeg har aftjent min værnepligt, kan man vel sige, men jeg elsker selvfølgelig stadig byen, og jeg vil heller ikke sige, at potentialet er brugt. Det jeg sidder og skriver på nu, det foregår i København, men over en meget længere periode.
Men jeg vil sige, at da jeg begyndte at skrive for alvor, da jeg var 25-30 år, der gik jeg meget i byen og var meget fascineret af storbylivet, og ferierne gik til London og Berlin og den slags steder, men så bliver man ældre og kommer næsten kun i byen, når man skal ud at hente sine børn i en hæk foran et eller andet gymnasium. En gang i mellem er man måske ude med de gamle drenge, og jeg har jo også min fodbold, men jeg bruger slet ikke byen på samme måde, og det spiller jo også ind.
Når jeg sidder og læser avisens fredagstillæg – uden at afsløre, hvad det er for en avis – om at gå i byen og restauranter og den slags, så er det tit sådan en lidt surrealistisk eller verfremdungsagtig oplevelse, fordi det jo ikke rigtig er min verden længere, og der er nye generationer, nye udtryk, nye alt muligt. Så man sidder og tænker ’hold kæft, hvor er der sket meget i København’.
Det er jo ikke bare alle de nye bydele, der er vokset frem; Ørestad, hele Sydhavnen og nu Nordhavn; Øresundsbron der forbinder det hele i Copenhagen-Malmö-regionen, men også bare steder, festivaler for det ene og det andet, hele tiden noget, som både gør mig misundelig, men også lidt forpustet, fordi jeg på en måde er glad for, at jeg ikke er en eller anden vild, 27-årig, der skal vokse op i den her by, fordi jeg ville få fuldstændig galopperende stress over alle de ting, jeg skulle nå.
Da vi var i starten af 20’erne tilbage i 80’ernes København, der var der jo tre caféer ik’? Så gik man mellem dem og det var fint nok. Så kom der lidt flere hen ad vejen, men der var ikke så meget, det var en mindre by, så at være vidne til den her udvikling har jo været fantastisk, men nogle gange har jeg også følt, at man står lidt mere ude på sidelinjen og ser på end man er med i det, men det jo heller ikke nødvendigvis en dårlig position, tværtimod måske.
Der bliver jo også skrevet mange fagbøger om Københavns udvikling i forhold til arkitektur, boliger, transport og så videre. Kan man som ’byforfatter’ – hvis jeg må putte dig i den kasse – bruge den slags til noget?
Det er meget sjovt, at du siger det på den måde, for man er jo som forfatter altid bange for at komme i den slags kasser. Da jeg havde skrevet Hafnia Punk i sin tid, så blev jeg lynhurtigt puttet ned i den der kasse, der hed ’ham der FCK-forfatteren’, og ellers har jeg jo i mange år netop været københavnerforfatter, så det er jo noget, jeg har prøvet at undgå.
Men der er et eller andet i mig, der registrerer det med stor tilfredshed, for selvom jeg måske skriver om nogle mennesker, der er ved at gå i hundene, eller har nogle eksistentielle problemer, så vil man samtidig gerne have en ramme, hvor det hele ikke er ved at sygne hen; at det ikke foregår i et museum af en by. Ellers er det nok mere som privatperson, at jeg kigger og registrerer og tænker mit nogle gange, og har nogle planer om at cykle en tur ud og besøge et eller andet kvarter, og der går som regel ikke så lang tid, før jeg får det gjort – hvis jeg får det gjort.
Os, der er vokset op i København i 80’erne, der var byen jo lige så grå og nedslidt som en eller anden østtysk havneby ala Rostock, og der skete simpelthen ikke en skid; altså som dengang kommende overborgmester Jens Kramer sagde: Der var én kran i København, og det var den, der stod nede på Kalvebod Brygge, hvor man sprang bungee jump.
Og det var ikke engang løgn, der skete ikke rigtig noget. Arbejdspladserne flyttede ud eller blev nedlagt. Der var de tomme industrihaller, jeg var selv med sammen med nogle kunstnere til at have noget atelier-værksted i B&W-maskinhallerne på Christianshavn, det var meget fedt. Det gav nogle steder, for eksempel også som Basecamp ude på Holmen, da Orlogsværftet flyttede derfra, og det var fint nok. Og det gjorde en forskel, man registrerede det med større glæde, som sagt, på baggrund af, hvor gråt og trist her var. Og så havde vi ovenikøbet Sovjetunionen og atomtruslen og alt muligt, jeg er lige ved at sige, at det var den rene elendighed. Det blev ikke kaldt fattigfirserne for sjov.
Nu går vi så rundt i Fælledparken, som jo også er et historisk sted på mange måder. Her er blevet udkæmpet om ikke store slag, så i hvert fald en del kampe, 1. maj’er og så videre…
Det er jo det, jeg også godt kan lide ved byen rent litterært. Om vi så taler om Berlin eller København, store europæiske byer; det er en slags palimpsest (et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset, red.), det er lag-på-lag af historie. Og når vi så går her, så er der dels min egen, lille bitte historie, fordi jeg er kommet her meget, men der lå også en landsby her i tidernes morgen, og så havde vi fæstningsbyen København gemt inde bag voldene, og så havde man det her militære demarkationsterræn helt op til 1850-60-70’erne, og nu står vi så i en bypark, selvom den virker ret vild for mig, men det er jo en bypark.
Men her var åbent militærterræn og køer, der gik og græssede, og så blev Struensee halshugget og så videre. Så det er endnu et lag, og så sker der jo senere det, at fæstningsbyen sløjfer voldene og byen rykker ud af. Og selvom folk arbejder meget, så har de trods alt fri om søndagen, så der får de brug for et sted at tage hen og spise søndagsfrokost, og så tager de så herhen. Mens de spiser, tænker de så ’Hvad skal vi så lave udover at sidde og glo? Jamen vi skal da spille fodbold!’ Og så kommer fælledklubberne, hvor begge FCK’s moderklubber jo spillede kortvarigt, selv KB, inden de rykkede til det finere Frederiksberg, og B1903 rykkede ud på Lyngbyvej.
Det er også et meget sjovt udtryk for byens udvikling, for det er jo det med, at der lynhurtigt blev alt for lidt plads, folk boede meget tættere i København dengang end de gør nu. Begrebet ’singler’ var ikke rigtig blevet opfundet. Så byen voksede, og der er et sted som Fælledparken meget interessant, fordi den løbende fortæller om byens historie og udvikling.
Der er jo stadig 1. maj-demonstrationer, og da jeg var ung, var der dels sådan nogle kommunale koncerter en gang i mellem, men der var også det, der hed Land og Folk Festivalen, som jo var Danmarks Kommunistiske Partis store festival, og der kom alle mulige, forbavsende mange, en del flere end der stemte på kommunisterne, tror jeg (op mod 100.000 mennesker ad gangen, red.), der var musik og øl og sådan noget.
Du har også trukket på det historiske i dit forfatterskab, hvordan balancerer man det i en roman?
Det kan være svært, for historien må godt være der, men det kommer an på, hvordan man gestalter en skønlitterær historie; det skal jo aldrig være et foredrag eller noget, men jeg har da brugt det mere og mere. Samtidig er mine personer måske også… jeg vil ikke sige historieløse, men vi lever jo i individualismens tidsalder, så mange af mine personer er måske nogle folk, som hvirvler rundt i en masse miljøer, måske har de forladt deres eget miljø, men ikke rigtig fundet den frihed, som min generation og måske også den før efterfølgende har været så heldige at få, selvom det også har haft nogle omkostninger, fordi der opstår en forbindelsesløshed eller en ensomhed; at du falder hårdere. Det kan godt være, at individualismen er fantastisk, fordi vi kan realisere os selv, men vi falder også hårdere, fordi der ikke er noget fællesskab til at gribe os.
Men senere i mit forfatterskab er jeg begyndt at være… måske ikke mere historisk interesseret, men jeg trækker mine handlinger længere tilbage i tiden, af mange grunde; det har sikkert noget med alderen at gøre, men det frigør også en masse ting. Det kunne godt blive en spændetrøje i længden; det med at skrive københavnerromaner, der foregik her i nutiden, fordi der er så mange ting, der skulle med, og hvad skulle ikke med, og som nævnt tidligere: Alle folk ved, hvordan Rådhuspladsen ser ud, jeg kan bare lade være med at skrive om Rådhuspladsen.
Og jeg ved jo også selv, hvordan København ser ud, så det har også være en udfordring og en oplevelse for mig, for eksempel her senest at skrive om Vestberlin i ’6-77, da Berlinmuren stadig stod. Jeg har været i Berlin, mens muren var der, men kun kortvarigt, så jeg kendte egentlig kun det nye Berlin, så det var også en gammel by, jeg skulle genskabe oppe i hovedet og have ned i teksten, og en anderledes form for research og så videre. Så det frigør noget, det gør det.
Hvordan er københavnerne egentlig som litteraturforbrugere? Bogmessen er jo for eksempel en stor ting ude i Bella Center, når der ikke lige er corona selvfølgelig…
Det ved jeg ærligt talt ikke. Nogle gange kan du godt opleve, at hvis du holder et foredrag, så kommer der flere ude i provinsen end her i byen faktisk. Det er jo det med de mange tilbud; ikke at der ikke sker ting i Fredericia, for det gør der, men der er måske lidt mindre på tapetet end her. Jeg kunne heller ikke selv drømme om at gå til sådan noget, så der er københavnerne måske lidt mere blaserte og forvente. For der er jo hele tiden et eller andet. Du kan vælge dagligt mellem litterære arrangementer og alt muligt andet. Hvis du så bor et sted, hvor den slags sker en gang om måneden, så er der nok større chance for, at du tænker ’aj, det må jeg hen at høre’.
Bogmessen ved jeg ikke rigtig med. Der kommer mennesker, men ret beset ikke flere end til en fodboldkamp i Parken. 30.000 mennesker over tre dage, altså 10.000 om dagen…
Nogle gange kunne man godt ønske sig at man måske var musiker, for så kan du opleve det at spille en koncert, og der er noget udløsning i det, og folk råber og skriger, og så drikker du dig sikkert fuld bagefter eller hvad ved jeg. Men det med at skrive er jo en enormt lang proces; det tager måske to år at lave en bog, og så kommer man ud og holder nogle foredrag hist og her, og så sidder der syv pensionister og et par studerende – det er ikke rock ’n’ roll.
Du savner den der interaktion med publikum?
Nogle gange. Det er i hvert fald bare noget andet. Og det er jo et meget indadvendt arbejde, og så skal man lige pludselig vende sig ud for at tale med en journalist. Forstå mig ret; det er lige før, at når jeg arbejder på en roman, så ser jeg ikke andre mennesker end min familie i 1,5-2 år, og så skal man pludselige snakke og fotograferes og i radioen – og det skal man jo kun være glad for, men det er to meget forskellige ting.
Du kan jo se, hvad vi har i denne her halvstore by; det er jo ikke fordi, vi svømmer i boghandlere. Folk køber mere og mere på nettet nu, men selv inden de gjorde det, var det jo ikke fordi de stormede boghandlerne. Og jeg kan da også nogle gange synes, at 300-350 kroner er mange penge for en bog.
Der er jo også digtgenren, hvor der dukker nogle folk op engang i mellem, apropos det med at stå på skuldrene at noget større, Dan Turéll for eksempel, selvom han jo var fra Vangede, eller Yahya Hassan, som så slet ikke var københavner, men ikke desto mindre fik en impact, og skabte noget larm, også i byen med de mange tilbud, så det kan lade sig gøre…?
Det kan helt klart lade sig gøre, men der skal mange gange noget ekstraordinært til, for eksempel en helt ny, ukendt stemme fra et parallelsamfund, som man ikke havde hørt til før. Der er nogle vilkår, der har ændret sig totalt i forhold til, hvis man går 30-40 år tilbage, hvor videoen dårligt nok var kommet på markedet endnu, cd’en heller ikke, og forfattere som Rifbjerg og Anders Bodelsen; deres bøger udkom jo i oplag på 60-70.000 måske. En af de helt store danske forfattere i dag kommer ikke engang i 5.000, igen fordi der er så mange andre medier; folk sidder og ser Netflix og dit og dat.
Så man kan stadig skabe ravage og få opmærksomhed, men det økonomiske marked, der skal bogen dele noget med en hel masse andre medier, hvor den for en del år siden havde halvdelen af banen for sig selv nærmest.
Politisk er der jo altid meget snak om, hvordan en by som København skal uddele støttekroner til store og små projekter, og der er jo mange penge i kommunekassen. Bør kunstscenen tilgodeses mere? Er det noget, du selv har behov for?
Det synes jeg egentlig ikke, at det offentlige skal gå ind og blande sig alt for meget i, fordi hvem er det, der skal sidde og udvælge de der ting, for det første? Men en ting, der piner mig, og som jeg synes er forargeligt, det er, når jeg kommer på vores lokale bibliotek: Der er næsten ingen bøger længere. Man køber tonsvis ind af den nyeste krimi for at imødekomme folks behov, men hvis folk vil have den nye krimi, så kan de altså godt gå hen og købe den i boghandlen. For det man ser, det er, at de bestiller enorme mængder krimier hjem, og når folk så har læst dem, så står de der og samler støv, og så bliver de kasseret. Og så går man rundt og leder efter andre forfattere, og de står der ikke, de er ikke købt ind. Højst har de et par eksemplarer inde på Hovedbiblioteket, du kan bestille hjem.
En anden ting, man ikke kan, men som jeg er vokset op med, det er at gå rundt på biblioteket og se hen langs reolerne og bare snuse; falde over et eller andet, som ser spændende ud. Det kan man ikke med de der tomme hylder. Der kan jeg godt blive lidt småvred, men det er ikke fordi man nødvendigvis skal arrangere store litteraturfestivaler, men jeg er nok også lidt sur gammel mand; jeg synes ikke, der behøver at være festivaler hele tiden for det ene og andet, det bliver sgu for meget af det gode.
Det ender også lidt med, at det nærmest bliver smidt i hovedet på dig. Folk må gerne selv skulle gøre en indsats for at opsøge og finde ting. Eksempelvis Golden Days (årlig kulturhistorisk festival, red.), hvor der da er mange gode ting, men nogle gange tænker man også ’puha, der er satme meget’. Vi må snart have en festivalfestival; altså en festival for festivalerne, haha.
Er det ikke nærmest Distortion?
Haha, ja, det kan godt være.
Men når vi taler om det med de skrantende biblioteker, kan du så ikke være bange for, at litteraturen nærmest forsvinder og byen kommer til at mangle noget?
Jeg tror ikke, litteraturen forsvinder, men rent fysisk er litteraturen jo en underlig ting. Nu er man jo for eksempel begyndt at få de her bogskabe nogle steder, hvor folk stiller deres brugte bøger ud. Det er jo en meget sjov, god ting, fordi det er da bedre, at der er nogen, der læser bøgerne. Og der er jo ikke noget flovt i som forfatter at komme på udsalg. Hellere komme på udsalg og blive købt end din bog bliver makuleret, som rigtig mange bøger bliver.
Jeg tror ikke, det ville hjælpe noget at stille en stor scene op inde på Blågårds Plads… Det er svært at formulere ordentligt, men for mig er litteratur en meget personlig, privat, intim ting. Jeg kan huske, hvordan man som barn læste agentromaner gemt under dynen; ”jaja, jeg har slukket lyset, mor”, og så læser man videre. Så det er ikke en ensom ting, men en ting, du gør meget alene, samtidig med at du på en eller anden måde er i kommunikation med forfatterens tanker eller måske er i læsegruppe med andre, der har læst bogen, men det er stadig en privat ting, som er svær at smide ud i byens rum, ligesom en stor friluftskoncert på Bellahøj eller den slags.
Når du rejser i Rusland – ak – og i Tyskland, kan du fornemme, at om de så er havnearbejdere eller hvad der er; de har altså et helt andet forhold til deres digtere og litteratur og kultur end gennemsnitsdanskeren har, selv sådan en som mig, med en lang universitetsuddannelse og alt muligt. De kan tit citere Goethe og Pusjkin og jeg ved ikke hvad, mens vi måske lige kan mande os op til at læse ’Snøvsen’ af Benny Andersen for vores børn, og så man måske huske et par fragmenter af et Emil Aarestrup-digt, man læste i gymnasiet.
Jeg ved ikke, om det er fordi de har fået det banket ind i hovedet af deres strenge skolelærere, og fordi det er nogle andre kulturer, vi taler om. Vi har jo i det hele taget et meget afslappet forhold til alting her i landet, om det så er kongehuset, litteraturen, omgangsformer, hierarkier og så videre. På godt og ondt, kan man sige.
Litteraturens rolle har vel også ændret sig over årene…?
Ja, det man tit overser, det er, at den er jo fødekæde for hovedmåltidet; rigtig mange film og serier bygger jo på romaner. Nu gider jeg ikke hidse mig op mere, men det gjorde jeg rigtig meget i mange år, når man læste man om en film, og så stod der hvem, der havde instrueret den, og hvem der spillede hovedrollerne. Men der stod ikke noget om, hvad den var bygget på, med mindre det da var Charles Dickens’ ’Oliver Twist’ eller noget i den stil.
Og sådan er det jo stadig. Jeg tror det er sådan en erhvervssygdom, at jeg altid sidder og kigger efter, hvad det bygger på. Nogle gange har du siddet og set en eller anden serie, og så opdager du, at den bygger på en eller anden italiensk roman, well nobody told you. Der synes jeg jo, at litteraturen bliver usynliggjort, hvilket forfatterne og litteraturens verden prøver at råbe lidt op om, fordi på nogen punkter er man med i mange ting, men man bliver også marginaliseret eller overset.
Der har også været meget debat om de her mange gratis tjenester, hvor en forfatter får tilbudt to flasker rødvin for at læse op et eller andet sted. Det ville du jo aldrig spørge en elektriker om; ”Kan du ikke lige komme hjem til mig og sætte en lampe op, så gi’r jeg en hotdog henne på hjørnet?”
En af de største fjender for litteraturen, det er tiden, for det tager enormt lang tid at læse en bog, og så kan du jo se den i komprimeret form i fire afsnit på Netflix, og du kan ovenikøbet ligge i sofaen samtidig og spise chokolader eller hvad, du nu vil. Men jeg tror skam nok litteraturen skal klare sig, den er på nogle punkter bare blevet lidt marginaliseret, det er der ingen tvivl om.
Som journalist kan jeg også godt relatere til, hvor trange kår avismarkedet har, og man kan jo godt genkende det med, at folk forventer at få tingene gratis, men de store dagblade koster jo stadig en hel del, og deres oplagstal er også faldende, så de kæmper jo også for om ikke overlevelse, så i hvert fald noget, der minder om det. Der kan også komme til at mangle et eller andet?
Det er igen et generationsspørgsmål. Jeg holder stadig papiravis, og så sidder man jo tit og læser nogle nyheder fra i går, men det er jo indholdet, der er det vigtige, lige meget hvor folk får det fra. Jeg læser på en anden måde, når jeg læser på nettet, for så skimmer jeg det på en helt anden måde, end hvis jeg sidder med det foran mig rent fysisk og skal bladre og i øvrigt har betalt penge for det. Det er også derfor jeg læser hele avisen, for den er jo ret dyr, haha.
Jeg prøver engang i mellem at tvinge mig selv til at læse en hel kronik, bare for at se om jeg kan koncentrere mig om én ting i et kvarter ad gangen, eller hvor lang tid, det nu tager, fordi man bliver jo hele tiden afbrudt af, at man liiige skal tjekke om der er kommet en sms, eller hvem det var, der skrev, eller hvor mange likes, man har fået for det der opslag på Instagram; ”Kun 14?! Hold kæft, hvor er det pinligt!”
Det er jo det, jeg synes stadig er det fantastiske ved bogen; der er det i bedste fald, at du synker ned i en helt anden verden. Det kan du selvfølgelig også gøre, hvis du sidder og ser en film eller en tv-serie, men der er alligevel noget andet dybdepsykologisk over en roman i forhold til film, som jo er et visuelt medie og et eller andet sted appellerer til nogle andre ting og ikke kan gå i dybden på samme måde som skønlitteraturen kan – hvis det lykkes. Der er ingen der siger, det lykkes.
Men kan der ikke stadig være noget prestige i at vise, at man har tiden til at fordybe sig i en bog? Man ser jo gerne folk slæbe bøger med ud i byrummet. Jeg så en i toget den anden dag, der sad og læste ’Krig og fred’, det er vel også en form for statement; det må man da ligesom tænke på?
Ja, hvis du bare sidder derhjemme, så er der jo ingen, der ser det. Men det er nok lidt ligesom de der bevægelser; slow life og folk, der flytter på landet, og folk, der har været på sommerferie eller weekendtur og kommer hjem og taler om at koble af, og så bliver det ikke rigtig til noget alligevel.
Der er også kommet det, der hedder BookTok, som jeg kun har hørt om, fordi min yngste datter er 15, og de er jo hele tiden på TikTok. Det er jo kun de gamle, der er på facebook, og de halvgamle, der er på Instagram, men der er altså også noget, der hedder BookTok, hvor primært unge mennesker poserer med bøger. Så der er noget prestige i det, men så kan man spørge sig, om bogen bare har erstattet neglelakken for en stund – hvor dybt stikker det? Forhåbentlig lidt.
Der er jo også alle de der bogbloggere, som mellem os sagt er af stærkt varierende kvalitet, men som får mere og mere at skulle have sagt, fordi forlagene elsker dem jo. Og aviserne har jo også – selvom de påstår noget andet – nedprioriteret mængden af anmeldelser; de har de. Jeg følger en del med, og jeg må tit undre mig, når en dansk forfatter ikke er blevet anmeldt, selv folk, som er oppe i den øvre klasse, eller hvad man skal sige. Der har bloggerne jo så taget en stor del af ansvaret eller byrden på sig, kan man sige, men sgu ikke det hele.
Der er noget… hvad skal man kalde det… ikke pastiche, heller ikke kitsch, men der er lidt noget show. Der er det som om, at bogen har fået to funktioner; det kan godt være, at den har noget prestige, som du siger, men den bliver smovset ind i kaffekopper og blomster i baggrunden. Det hele bliver nærmest sådan lidt Biedermeier-agtigt.
Det er måske lidt den samme tendens, der på spil, som for dem af os, der er begyndt at købe vinyler igen, altså noget retro?
Jeg ved ikke, om det er en blanding af noget nostalgi og en form for oprør, fordi uanset hvad, så går tiden, og der bliver mindre og mindre af den, og så kommer man lidt op i årene, og så tænker man ’Hvad er det for noget, det her? Hvorfor går det hele så hurtigt?’ Eller man undrer sig over, hvorfor det er blevet så vulgært, hvorfor alting handler om enten penge eller køn og identitet, når man egentlig hellere vil sidde hjemme i sin hyggekrog og høre vinylplader eller læse ”Krig og fred”. Eller man vil have en kolonihave eller en køkkenhave og kun dyrke økologisk.
Men man kan i hvert fald sige, at hvis man er træt af den her hektiske, moderne eller postmoderne – eller hvad den efterhånden er – verden, så kan man jo om ikke andet næsten ikke anbefale noget bedre produkt end en bog. Om det så er en roman eller hvad, det er, så kan man jo i hvert fald trække tempoet ud, ik? Medmindre man så sidder og læser et eller andet, der får hjertet til at galoppere, men det er så noget helt andet.
Er der flere københavnere, der burde gøre det i hverdagen – altså tage sig tid til at fordybe sig?
Nja, det er jo svært at sige. Men jeg vil dog sige, at de der folk på cykelstien, der overhaler indenom og udenom og råber og skriger og spytter af én, de skulle måske slappe lidt af. Der er vi jo et mærkeligt folkefærd, for man kan jo se, hvordan folk i en langt mere hektisk og forjaget by som London pænt stiller sig i kø ved busstoppestedet, hvor der så slanger sig en kø langt ned ad gaden. I Danmark ville det aldrig ske; der ville folk mase sig frem forrest.
Derfor har du sådan nogle pølser ved busserne, hvor folk maser sig ind.
På mange punkter er jeg meget stolt af at være dansker, vi opfatter os jo som et tolerant og rimelig avanceret folkefærd, men på nogle punkter, blandt andet når det handler om sådan noget som trafik, der er vi jo nogle bonderøve. Det er meget mærkeligt. Jeg kan også selv sidde og råbe bag rattet, når jeg kører bil. Jeg kan ikke gøre for det, jeg ved ikke, hvad der sker, men det er måske fordi vi jo også er meget kontrollerede, både over for os selv og andre.
Det kan godt være, at vi er et afslappet land, men her er også høje præstationskrav, der er meget kontrol, og qua at vi er nordiske og protestanter er vi også meget selvkritiske og strenge ved os selv. Så når der er de der muligheder for, at vi kan flippe lidt ud – om det så er på cykelstien eller bag rattet – så tager vi dem. Det blev meget lommefilosofisk…
Men det er da fascinerende, at vi med den ene hånd kan tegne de smukkeste og mest stilrene møbler i verden, og vi kan opfinde alt muligt inden for grøn energi og jeg ved ikke hvad, og samtidig er vi nogle bavianer på andre punkter. Men trafikken betyder utrolig meget for os, men den spiller faktisk en meget lille rolle i litteraturen. Noget jeg elsker, er de her nybølge-franske film fra 60’erne-70’erne; de er tit filmet ud gennem forruden på en bil.
Noget der kendetegner mine romaner er, at de har lidt et flanør-træk. Ham der flanøren, der går og flanerer; altså går rundt og kigger, men ikke rigtigt deltager aktivt selv. Han observerer, ser på byen og menneskerne.
Jeg har selv gået meget rundt, men det slår mig jo bare nu, fordi jeg jo sidder meget hjemme på mit kontor og ikke kommer så meget ud, at når jeg så bevæger mig ud i byen, om det så er på cykel eller i bil, hvis jeg skal hente noget på et lager i Glostrup eller besøge min far på plejehjemmet, så oplever jeg hver eneste gang, også på vej hen til det her interview, da jeg var ved at blive kørt ned af en meget travl bilist, at der altid er et eller andet. Folk der dytter og råber at hinanden; biler der drøner over for rødt, selvom der kommer modkørende. Bittesmå ting måske, men vi bevæger os jo alle sammen, vi lever alle sammen i det her store system af en by, og vi skal frem og tilbage og sådan noget… Men nej, jeg kommer ikke til at skrive en trafikroman, haha.
Men mangler der noget hensyn i den københavnske trafik?
Jeg ved det ikke. Verden er jo ikke noget udpræget godt sted, men dels der er jo noget med visse unge mennesker og biler og fart, og så kører de bare for hurtigt, men overordnet sker der også noget, når man er mange mennesker sammen i en by, hvor man skal frem først og bliver stresset, om det så er på cykelstien eller i gaderne. Det er et eller andet pres, men det er vel noget, vi lever med?
Fem hurtige:
Favoritrestaurant: Åh, jeg går jo aldrig ud. Corona har heller ikke hjulpet… Man burde jo sige noget lokalt. Jeg kan godt lide Le Saint Jacques på Sankt Jakobs Plads. Så kommer jeg også på Den Franske Café (på Sortedam Dossering, red.) en gang i mellem.
Favoritbar: Det må nok blive Café Dan Turéll, fordi der har jeg været med til at lave jukeboksen, så der er god musik, kan jeg garantere. Jeg elsker de gamle, hyggelige ikke nødvendigvis brune værtshuse, men noget ala 90’eren på Gl. Kongevej, Promenaden på Frederiksberg Allé, selvom den er blevet lidt for slikket, men så er der Bo-Bi Bar inde i byen (Klareboderne, red.), Café Nick; de der gamle, lidt autentiske steder, der har noget historie, dem kan jeg godt li’.
Overset/hemmeligt sted: Der vil jeg nok sige Landbohøjskolens have. Jeg kunne også sige Classens Have, men den er ikke så spændende. Så Landbohøjskolens have, meget naturagtig og lidt hemmelig. Jeg boede ved siden af den for mange år siden, og der havde jeg den næsten for mig selv. Meget smuk have med planter fra hele verden og så ligger der Bindebølls fantastisk flotte, gamle hovedbygning til Veterinærhøjskolen, som det hed i gamle dage (i dag Skolen for Veterinærmedicin og Husdyrvidenskab, red.).
Noget byen kan undvære: Brøndby-klistermærker – jeg går selv og river dem ned og så føler man sig måske lidt latterlig. Jeg omtaler dem af princip ellers aldrig, fordi jeg ikke synes, at de skal have noget credit… Det bliver måske lidt kedeligt at sige, men jeg kunne da godt undvære alle de hundelorte på fortovene. Det er måske noget med, at danskerne ikke altid lige på andre end sig selv, om det så er i trafikken eller omkring affaldssortering eller hundeefterladenskaber.
Det er lidt små ting, men sandheden ligger jo i detaljen. Før i tiden ville jeg have sagt svenskere, men de er jo egentlig ikke så slemme, og ikke så fulde mere, som dem man så på Strøget i 80’erne, hvor de var lidt en pestilens.
Noget byen mangler: Lige nu synes den mangler nogle bedre biblioteker, må jeg indrømme, og jeg synes også, at det er et vigtigt sted, fordi det er sådan et sted, hvor mange kommer og forældre kan tage deres børn med hen, men hvor børn også kan smutte forbi selv, og det er helt fint, hvis det bare er for at låne en computer, og så kan det jo være, at de falder over noget andet. Jeg var selv sådan en, der tilbragte virkelig meget af min barndom på et bibliotek, når jeg ikke spillede fodbold.
Biblioteker er bare vigtige, fordi det er små centraler for viden, historie og skønhed, og hvor folk kan gå lige ind fra gaden og få noget dannelse. Jeg vil generelt godt have lidt mere dannelse i København, ikke kun på cykelstien.
Comments