En positiv coronatest sendte mig i efteråret en uges tid på isolationshotel i Ørestad, hvor Københavns Kommune beredvilligt indlogerer de af sine borgere, der har svært ved at isolere sig på hjemmefronten. Fuld pakke med kost, logi og acceptabel wifi – uden beregning. Det causerer jeg lidt over her, suppleret med lidt faktuelt input fra kommunens egne folk i Økonomiforvaltningen.
Lokation: Cabinn Apartments, Arne Jacobsens Allé 4 Hvorfor her: Et af kommunens isolationshoteller i byen
Det måtte jo ske. I starten af november kom mit nummer op af bowlen i det store coronasmittelotteri. Efter en lørdag morgen at være vågnet med stive lemmer og en lidt for dyb hoste, var der ikke andet for, end at agere samvittighedsfuld borger, udvise samfundssind og lade sig teste. Og ikke helt uventet, så manglede der denne gang et ’Ikke’ foran ’påvist’ i svaret fra sundhed.dk.
Lidt noget pis, for nu at sige det lige ud. Straks skulle der ringes rundt til nære kontakter og andre, man potentielt kunne have delt sin lille, nye følgesvend med, så smittekæderne kunne findes og brydes. De seneste dages omgangskreds lod sig teste i stor stil, med – skulle det vise sig – lutter negative svar til følge.
Hovedpinen var straks større på hjemmefronten. Isolation for den ene beboer ud af fire i en klassisk københavnsk treværelses, ikke ligefrem det nemmeste i verden. Jeg havde allerede taget natten på sofaen (med lidt feber sidst på aftenen til lulle mig i søvn klistret i sved), så der var allerede taget hul på afstanden, da det positive svar indløb søndag morgen.
Nu parkerede jeg mig så på den store drengs værelse og filosoferede lidt over tilværelsens ulidelige irritationsmomenter, mens jeg googlede mig frem til det, både fruen og jeg ganske hurtigt indså var den mindst sløje løsning på en sløj situation: et kommunalt arrangeret isolationsophold andetsteds i byen.
Et par swipe med NemId-appen og en telefonsamtale (ok, det tog lige fire-fem forsøg at komme igennem) senere, havde jeg landet et værelse i Cabinn Apartments på Arne Jacobsens allé i Ørestad, et stenkast over en vindblæst parkeringsplads fra Field’s.
Efter et smut gennem den københavnske søndagstrafik i en af ShareNows fikse BMW’er – offentlig transport duer jo ikke, når man som en anden spedalsk helst skal holde sig fra alle andre individer på gader og stræder – ankom jeg til Ørestad City og fik overrakt nøglekort og info i en kuvert ude foran hovedindgangen.
Derfra gik turen udenom bygningen, langs føromtalte vindblæste parkeringsplads, og ned til den ene længes semiskumle bagtrappe, tydeligvis ikke som sådan designet til at blive set endsige benyttet andet end i nødstilfælde.
Nøglekortet åbnede først døren i gadeplan og dernæst den ind til værelse C217, hvor jeg med selvsyn kunne konstatere, hvad der venter, når velfærdsstaten (ja ja, kommunen, men you get the point) spiller med musklerne.
Mere Oslobåd end englænderhotel
Omkring 15 kvadratmeter (egen opmåling) forholdsvist sterilt indrettet rum bestående af en enkeltmandsseng, et bord, et mikroskopisk køkken med vask, et lille tørrestativ, mikroovn, elkoger og lidt service samt et badeværelse, der for undertegnede gav minder om Oslobåden. Bare en konstatering.
Ikke ligefrem kongesuiten på D’Angleterre, men bevares, mindre kan også gøre det, specielt når regningen lyder på 0 kroner. Og man må jo konstatere, at det virker. Isoleret er man i hvert fald. Man må sådan set godt gå (lidt) udenfor og trække noget frisk luft, hvilket jeg da også gjorde alle dage, med et par lidt længere ture på fælleden de sidste dage som ugens bevægelsesmæssige højdepunkter, men kontakt med andre, det er der sgu ikke noget af.
Tre gange om dagen bliver der bragt et måltid mad til døren. To hurtige bank på døren fortæller, at maden er placeret på gulvet ved dit værelse, hvorefter man lige venter til ’buddet’ er kommet lidt på afstand, inden man tripper ud for at hente delikatesserne.
Delikatesser er måske en moderat overdrivelse. Ikke at maden er dårlig som sådan, men enormt spændende og varieret ville også være at stramme den. Det skal i øvrigt bemærkes at jeg allerede på førstedagen fuldstændig mistede såvel smags- som lugtesans, så på den konto kan jeg selvfølgelig ikke rigtig vurdere serveringerne, men udbuddet kan man jo godt forholde sig til.
Morgenmaden var nok det mindst inspirerende punkt på den daglige menu, for den bestod af præcis de samme elementer under hele mit ophold: To boller (lille variation i type, men generelt til den lette side), to små pakker syltetøj (lidt skift mellem typer), to minipakker smør, en skive ost (i pakning), en pose instant-kaffe (som jeg ikke drikker, der var aldrig te), et stykke frugt (primært æbler, men fik også en kedelig pære og en appelsin undervejs) og en juicebrik (æble, appelsin og multifrugt i rotation). That’s it.
Her kom man hurtigt til at savne lidt mere udskiftning på holdet. Måske en lille yoghurt? Måske en skive rugbrød? En skive skinke? Proteinerne var i hvert fald ikke i overskud, så sulten meldte sig hurtigt om formiddagen. Man måtte dog pænt vente til tidsrummet 11.30-13.00 før frokosten dukkede op. Reelt var det aldrig før 12.
Her steg ambitionsniveauet allerede lidt. Salater med pasta, bulgur, tun, kylling og til tider voldsomme mængder af ærter, et par sandwich og sågar også en dag med højtbelagte smørrebrød. Det var faktisk allerede tirsdag, hvor jeg fik sat to fede streger under, at mine smagsløg var taget på deres eget isolationsophold. I hvert fald kunne jeg, uden så meget som antydningen af modstand fra mundregionen, nedsvælge en roastbeefmad med et velvoksent lag peberrod, som jeg normalt ville have sagt farvel til inden at have været i nærheden af første bid.
Og så var der aftensmåltiderne. Igen en lidt blandet landhandel, men generelt fornuftigt (vurderede manden, der ikke kunne smage forskel på en chokolademuffin og en tavlesvamp). Første aften, mens jeg faktisk stadig havde sensoriske fornemmelser i svælget, stod den på chili con carne, desværre komplet blottet for chili, og en skuffende tør omgang.
Svært, måske endda unfair, at bedømme kylling og kartofter i brun sovs, moussaka, en nudelret med kylling og et par varianter af kødboller i tomatsovs, når ens smagssans er stået af, men den samlede vurdering må lande på noget i retning af ’tja, det var da ok under forudsætningerne’. Tre ud af seks old school kokkehuer.
Det hele blev leveret af boncat.dk, en cateringbiks i Vanløse, der med egne ord ”laver vores mad fra bunden, og stiller høje krav til vores råvarer. Vi lægger stor vægt på god kommunikation, åbenhed og ærlighed i køkkenet, så vel som ved den daglige kontakt med vores kunder. Så vi i fællesskab kan finde de helt rigtige løsninger.” Javel ja.
Den samlede dom
Alt i alt kan mine seks dage på coronahotel i Ørestad på mange måder sammenfattes med to ord: det fungerede. Var det prangende luksus med den ene gourmetservering efter den anden? Bestemt ikke. Men var det gratis og nemt tilgængeligt, da behovet opstod? Ja, i den grad, og det må man så absolut rose folkene bag for.
Jeg og familien slap for det umulige projekt isolér-en-person-i-ét-rum-i-en-treværelses-københavnerlejlighed-hvor-man-deles-om-alt, og kunne i stedet kede mig igennem en uges hoste (og 37 timers arbejde) uden at gå i vejen for nogen.
Men hvordan fungerer selve ordningen egentlig? Det har jeg – efter nogen søgen rundt i systemet – spurgt Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om. Via Koncernkommunikation svarer forvaltningen følgende på mine spørgsmål:
Hvordan kom tilbuddet i stand/hvem var initiativtager?
Initiativet kommer fra regeringen, der med ”Bekendtgørelse om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19)” pålagde kommunerne at indgå aftaler med hoteller om at tilbyde borgerne isolationsophold som et smitteforebyggende tiltag.
Hvad har man gjort sig af tanker om lokaliteter, faciliteter etc.?
Bekendtgørelsen fastsætter rammer, som kommunen skal leve op til. Herefter har opgaven været i udbud.
Hvor mange har benyttet sig af muligheden?
Der har siden juni 2020 til og med december 2021 været 6.890 borgere på frivilligt isolationsophold via Københavns Kommune.
Hvordan ser økonomien ud i konceptet/hvor mange værelser råder I over?
Københavns Kommune har netop nu adgang til 1000 værelser. Det har dog været forskelligt, hvor mange værelser vi har rådet over – der har både været flere og færre til rådighed. Vi forsøger hele tiden at tilpasse antallet af værelser til behovet. Via en økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er der en aftale om kompensation for kommunernes udgifter. Kommunen betaler kun for de værelser, der benyttes.
Hvor længe tror I, det vil fortsætte?
Bekendtgørelsen er gældende til d. 30. juni 2022, dermed kan vi tilbyde servicen indtil da. Den er flere gange blevet forlænget, og er der fortsat et behov og en mulighed i bekendtgørelsen for at tilbyde servicen, så forventer Københavns Kommune at kunne sikre, at der er isolationsboliger til rådighed.
***
Så langt så godt. BT har været igennem en lignende dans med Økonomiforvaltningen og fået nogle lidt andre tal at lege med. Med dem får de regnet sig frem til en samlet udgift for kommunen på 13,5 millioner kroner, alene fra uge 45 og frem til årsskiftet.
Det giver en stykpris på knap 6.400 kroner pr. ophold (i gennemsnit 5,86 døgn, hvilket passer meget præcist med mit besøg fra søndag eftermiddag til lørdag formiddag). Ganget med de 6.890 borgere, der altså har brugt ordningen siden juni 2020, får vi en samlet regning på godt 44 millioner.
Er det mange penge? Det er jo relativt. Ud af kommunens samlede budget, og set i forhold til, hvor meget staten som helhed bruger på det omfattende testregime og andre foranstaltninger, og vurderet i forhold til den gavn, ordningen gør for brugerne? Så er mit svar et klart nej.
Tak for muligheden.
Comments