København er ikke alene billed- men også filmskøn, og det er massevis af movie makers udmærket klar over, så gennem årtierne har hovedstaden lagt gader, stræder, pladser og så videre til stribevis af film og tv-serier. Det har forfatter og filmanmelder Sophie Engberg Sonne skrevet en herlig bog om sammen med kollegaen Katrine Sommer Boysen, og det er med den som grundlag, at jeg har talt med Sophie om historien og betydningen af København som kulisse.
Lokation: Filmhuset/Cinemateket på Gothersgade Hvorfor der? Et centrum for film i København, og Sophies arbejdsplads
Hvorfor er vi mødtes her?
En ting er, at jeg har kontor her, noget andet er, at Cinemateket er en af de ting, jeg tænker en storby skal have. Altså et sted, hvor man kan dyrke filmkunsten i alle de farver og forklædninger, den nu måtte få. I Paris er der et cinematek, i New York er der et cinematek, alle store byer har det, så selvfølgelig skal København også have det.
Så er det jo også Det Danske Filminstitut, der har hjemme her, hvor vi huser alt det, der har med dansk film at gøre. Næsten alle danske film har været en tur omkring det her hus, inden de bliver til levende billeder. Der har været en eller anden person inde på en gang heroppe og pitchet en drøm for en konsulent, som har kunnet se et potentiale og puttet penge i projektet. Eller også er det kommet senere; nogle gange får man jo først støtte til lancering eller distribution, men de fleste filmprojekter i Danmark – der kommer jo de her 20-25 film om året – kommer herinde fra.
Så det er både et hus, der er fødselshjælper for dansk film i det hele taget, og så er Cinemateket vinduet udadtil, hvor vi har mulighed for at vise alt det, der bliver skabt. Og det er jo ikke kun danske film, vi viser fra alle verdenshjørner og alle genrer, og vi viser gamle film, og film der er sjældne og svære at finde og se andre steder, og som folk ikke kan finde på streamingtjenesterne, men kan huske, at de har set for mange år siden og har lyst til at gense med deres børn.
Interessant nok viser vi også masser af film, som man godt kan finde andre steder, altså på streamingtjenester og sådan noget, men som folk faktisk har lyst til at opleve i et fællesskab og på mere end de 40 tommer derhjemme – og det er endda godt, der er jo desværre mange unge, der ser film på deres mobiltelefoner.
Og så laver vi rigtig mange arrangementer, hvor der er talks inden filmen, eller livemusikledsagelse til stumfilm, eller forskellige andre ting, der gør det til en oplevelse, man ikke kan få andre steder. Man kan som regel ikke få et symfoniorkester hjem foran sit fjernsyn, når man får lyst til at se Birth of a Nation – det er måske ikke så tit, det sker, men en gang i mellem kan lysten jo komme over én.
Det er fedt at kunne tilbyde den der ekstraordinære filmoplevelse herinde, som er sjælden og som der måske kun er én af, eller to højst. Vi viser jo ikke film mange gange, ofte kun en enkelt gang eller to, og vi kæmper ret hårdt for at få filmen frem, altså finde filmen rent fysisk ude i verden, få den til København og i hænderne på nogle dygtige operatører. Vi har jo ægte, uddannede operatører her, som er dygtige til det, de laver, og som kan få ting til at ske i deres mørkekammer.
Det er en ret fed oplevelse, når det lykkes, og man kan mærke, at filmen rammer sit publikum på den helt rigtige måde. Den er næsten sådan en lille kemisk oplevelse i hjernen, og den er god.
Så er der både et kunstnerisk og et kommercielt sigte med huset her; der er jo også den café, vi sidder i nu, I sælger film på noget så old school som dvd’er – der skal være plads til det hele?
Vi prøver at kræse om filmkultur på alle de måder, filmkultur nu kan se ud, og det ændrer sig jo hele tiden, så vi er også nødt til at følge med tiden, men der er heldigvis stadig den her lyst til en analog, fælles oplevelse i en sal med andre mennesker. Den lyst er sørme ikke blevet mindre, og vi var jo spændte på, hvad der skete efter nedlukningen, om folk ville komme tilbage til biografen. Det tog lidt tid, biografoplevelsen var klart en af de ting, folk bekymrede over; det der med at sidde i et lukket rum med andre mennesker og ånde i lang tid.
Men da først folk kom tilbage, så er de altså virkelig kommet tilbage. Vi kan mærke et kæmpe kærlighedsboost fra vores publikum, og vi har publikumstal nu, som absolut kan måle sig med før corona. Så der er stadig den der lyst til filmoplevelsen, det er helt klart vores opfattelse.
Du har så skrevet denne her bog – Filmens København: Hovedstaden i levende billeder sammen med Katrine Sommer Boysen – og i forordet i den skriver I, at filmene giver et øjebliksbillede, og lige efter så har det hele ændret sig. Så i stedet for en status på København som filmby vil jeg måske hellere spørge: Hvad er København som filmby?
Det er der mange svar på, og det er der også mange grunde til. Filmen er jo et spejl af virkeligheden – ikke 1:1 overhovedet, men der er helt klart et forhold mellem film og virkelighed, og som du jo også ved fra de andre mennesker, du har talt med, så er København en by, der udvikler sig rigtig meget i de her år; der bliver bygget nyt, der bliver ændret på ting, der bliver planlagt, der bliver tænkt ret store tanker, både trafikalt og boligmæssigt og på alle mulige måder. Og det kommer vi jo til at se afspejlet i filmene.
Der vil helt klart være et forhold mellem de forandringer, vi oplever i byrummet, og de fortællinger, vi ser på film. Det sker med en lille forskydning, det sker ikke samtidig, men med en forsinkelse – men der sker noget. Så København lige nu på film er i færd med at få endnu flere ansigter, end byen allerede har haft. For København har jo egentlig altid skullet bære byrden ved at være Danmarks eneste storby. Og det siger jeg ikke for at nedgøre Aarhus, men der er bare kun én by herhjemme, der kan kalde sig millionby, og det kan vi endda dårligt nok.
Så derfor har København altid skullet bære storbybyrden – på godt og ondt. Det vil sige at den både har skulle have det romantiske udtryk, men også være den store, farlige storby, den uigennemskuelige storby, magtcentrum for alle mulige politiske intriger og så videre. Og der tror jeg, at vi vil se, at de mange facetter vil der blive endnu flere af, fordi byen udvikler sig som den gør.
Jeg var så sent som i går inde og se en ny dansk film, der hedder København findes ikke – med den titel var det jo én, jeg var nødt til at se, og der er enormt mange smadderflotte billeder af København i den, hvor byen nærmest bliver gjort til en fantasi; altså et billede på en virkelighed, der slipper personerne lidt af hænde, så man kommer lidt i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Det indfanger de ret flot i billederne, så der sidder man og tænker ’wauw, sådan kan København også se ud’.
Så det er et spørgsmål, der har mange svar. Heldigvis.
Det er fristende at følge op med et måske lidt ledende spørgsmål: Er København en god filmby?
Jamen det synes jeg da bestemt! Og faktisk af samme grund, for vi er nødt til i København at påtage os alle de der forskellige masker som filmby. I USA har man mange store byer, og det fører ofte til, at en bestemt by får karakter på én måde, og så hænger den på den karakter: L.A. er bilbyen, New York er Wall Street og højhuse, Chicago noget helt tredje, New Orleans noget helt fjerde.
Og det kan være svært at ryste de der identiteter af sig, men der har København på en måde sådan en lidt kamæleonagtig status, fordi vi skal kunne det hele her, og det synes jeg, gør det til en ret spændende filmby. Man har helt klart følelsen af, at den kan bære mange forskellige ansigter.
Det kommer I jo også rundt om i bogen, i forhold til hvor mange forskellige film, der er optaget her gennem årene, lige fra Olsen-banden til Underverden og serier som Huset på Christianshavn, Borgen og Forbrydelsen, så man kommer vidt omkring. Synes du vi får det hele med i de her produktioner?
Jamen det synes jeg da, vi gør. Det er klart, at der er nogle ting, der kan komme til at virke bedagede, når man sidder og ser film fra gamle dage i København; kvartererne har ændret sig vildt meget, og det kan godt give nogle forskydninger, som næsten kan virke lidt komiske. For eksempel når man ser Farlig Ungdom fra 1953, hvor området omkring Nikolaj Plads var et sindssygt farligt sted med gadebander, der hærgede og trækkerdrenge i løs snor. Sådan ser det jo ikke ligefrem ud længere.
Selv når man ser Pusher fra midt i 90’erne, så tænker man jo ’wauw, sådan ser Vesterbro ikke ud mere’. Jeg er da i hvert fald ikke bange for at gå ned gennem Victoriagade, det kunne man måske godt være der i start-90’erne, og måske endda også i 96-97, da Pusher gik i biograferne. Så der er nogle ting, der forskyder sig og ændrer sig på den måde.
Er der nogle realiteter, man kan komme til at savne gennem de film, eller er det mere nogle rosenrøde billeder, som andre af dem jo tegner?
Jeg synes, man bliver ramt af nostalgi, når man ser nogle af de her film. Ikke så meget fordi alting var bedre i gamle dage, eller byen var mere yndig eller fredelig eller hvad ved jeg, men mere den her følelse af at filmene giver sådan et øjebliksbillede, som vi talte om i starten, så man sidder og ser på noget, som slet og ret ikke findes mere. Og det kan være godt eller skidt; man kan sige en del dårligt om baggårdene på Nørrebro i gamle dage, men de film, der skildrer de kvarterer, skildrer et København, der ikke findes mere.
Der kan man godt blive ramt af en følelse af nostalgi over alt det, der er mistet, og som aldrig kommer igen, men som man så heldigvis kan genbesøge via filmene.
Vi blev ramt ret meget af den følelse af nostalgi, da vi skrev bogen, og også en følelse af, at det gik lidt hurtigere, end vi troede. Jeg havde godt regnet med, at hvis jeg så en film fra 40’erne, så ville det være et andet København, men jeg havde ikke regnet med, at Michael Noers Nøgle Hus Spejl fra 2014 ville føles som et billede af København i går, men det gør den, fordi der er sådan nogle overbliksbilleder, hvor kameraet kigger ud over Nørrebro, og hvor Panumtårnet ikke er bygget endnu. Og det dominerer bare rigtig meget landskabet, når man ser ud over Nørrebro i dag.
Det samme gælder Pusher II, som er optaget på Islands Brygge, hvor man ser ud mod Sydhavnen; de bylandskaber er bare fuldstændig anderledes i dag, og på mange måde sikkert bedre og sundere bymiljøer, men det er et forsvundet København. Den der arbejderklasse-grittyness, som der var på Islands Brygge, og den råhed, der var ovre på det industrielle Sydhavnen, er jo bare erstattet af ejerlejligheder og ejerlejligheder og ejerlejligheder, ikke? Og den er fra 2004. Det er gået hurtigt.
I nævner også en film i bogen, der hedder I Blodet (2016), med fire unge drenge i hovedrollerne, hvor instruktøren, Rasmus Heisterberg, så siger, at der er en femte karakter, som er byen. I Pusher bliver kulissen jo også en del af fortællingen, og der er Kongekabale, hvor Christiansborg er det her klaustrofobiske miljø, som bliver en meget aktiv del af historien, så den typer rammer kan byen også levere?
Ja, og det har jeg klart en fornemmelse af, at der er mange filmfolk, der er meget bevidste om, og Rasmus Heisterberg i udtalt grad, fordi han jo netop siger, at der er fem hovedrolleindehavere i den film. Men selv uden at de siger det højt, har jeg indtryk af, at der er rigtig mange danske instruktører, production designere og fotografer, der har blik for den måde, byen kan bruges på, og spille med i fortællingen.
Det er også noget, en instruktør som Christoffer Boe har gjort rigtig meget brug af. Han bruger virkelig byen til at spille op imod de fortællinger, som hans film handler om. I Reconstruction lader de forskellige, meget specifikke pejlemærker i byen agere modvægt til en historie, hvor alt andet forsvinder og går fuldstændig i opløsning.
Så der er rigtig mange danske instruktører, som jeg synes på den måde, mere eller mindre eksplicit, udviser en ret stor kærlighed til København, når de vælger at filme i byen.
Det er jo sjovt at se de her film, hvor man føler, at man kan genkende noget, men alligevel er det meget anderledes end man er vant til at se det. Det er vel også noget, filmfolkene spiller på, ved at vise en anden side af byen, end vi plejer at se?
Ja, og der er jo mange måder at skabe genkendelighed på. Nogle går efter de der klassiske steder, jeg tænker eksempelvis på den scene i Olsen-banden ser rødt, hvor de står foran Nyhavnsankeret. Der er man jo ikke i tvivl om, hvor de er henne i byen, det er et meget distinkt sted.
Med ’I blodet’ var Rasmus Heisterberg meget bevidst om, at han ikke ville have pejlemærker med. Hvis du ser filmen, så er der slet ikke nogen tårne eller specielt genkendelige steder. For en københavner er det selvfølgelig genkendeligt, men det er ikke på den der symbolske måde med markører à la Rådhuspladsen eller Rigshospitalet. Den foregår nede i gadeplan, så det er mere den oplevelse, man selv har som københavner; at når solen står rigtigt i Nørrebrogadesnittet, så kan man få den perfekte solnedgang, når man cykler over Dronning Louises Bro.
Det er jo ikke et sted, det er mere en oplevelse; en københavner-feeling på en eller anden måde, og det dyrker hans film, så det er en helt anden måde at skabe genkendelighed på, men for en københavner som mig rammer det jo rent, fordi man kender de der steder, man ved præcis hvordan det er at cykle langs med Søerne, når lyset fra solen glimter ned gennem kastanjetræerne i maj måned. Der er virkelig en følelse af kæmpe kærlighed til de ting, men uden at ville tydeliggøre Rosenborg, Christiansborg, Nikolaj Kirke eller den slags.
Jeg tænker også på en film som I Kina spiser de hunde, som jo også bruger byen selvfølgelig, og så er der den sekvens med Nicolaj Lie Kaas og Tomas Villum Jensen, der jo bare er kokke, som så skal de skille sig af med lig. Men så af en eller anden grund, som ikke rigtig bliver forklaret – eller egentlig spiller en rolle i sig selv – så er de inde i Parken, som jo er et sted for mig, som københavner og fodboldfan. Og så går de op og hen langs en tribune og ned igen, sat til noget tung beatmusik eller et eller andet. Det har jeg stenet over, hver gang jeg har set det. Jeg ved ikke, hvorfor de er der.
Men det rammer så målgruppen meget godt, kan man sige. Og det er rigtigt, der er jo virkelig sådan nogle steder, som har nogle helt særlige betydninger, det kommer man ikke udenom. Og det er ret interessant, når man kigger på nogle af de steder, hvor man kan se, at der er en særlig tyngde i betydningen, så er det tit steder, som agerer portal på en eller anden måde. For eksempel Rigshospitalet optræder jo sindssygt mange film eller tv-serier.
Og det er jo fordi, vi alle sammen kommer i kontakt med hospitalet før eller siden som københavnere. Enten bliver man født der, eller så dør man der, eller så kender man nogen, der er blevet indlagt, fordi de blevet ramt af ramt dig i en bil, som i Elsker for evigt.
Så det er jo sådan et sted, der bare forbinder folk på tværs af klasser, på tværs af samfundsskel, på tværs af jobfunktioner, på tværs af alder, på tværs af alt. Og det samme gælder et sted som Hovedbanegården, som også er en portal til byen. Hvis man ser film fra 50'erne og 60'erne, så er der rigtig mange historier om unge piger, men også unge drenge, der bogstaveligt kommer talt ind med firetoget, og havner i kløerne på en eller anden grum forbryderbande.
Men det er jo sådan et entry level-sted, hvor vi alle sammen kommer til at gå forbi eller igennem på et eller andet tidspunkt i København. Og sjovt nok gælder det samme for Tivoli. Tivoli har også den der funktion at være et sted, hvor alle aldre, alle klasser, alle sociale lag forenes. Alle kommer i Tivoli på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Så der er sådan nogle steder, som på en eller anden måde suger fortællinger til sig af den grund, og som derfor optræder oftere end alle andre steder. Man kan simpelthen lave en bingo-plade med nogle af de her steder, når man sidder og ser danske film, og siger, tjek, tjek, tjek, fordi de kan bare noget, fordi de samler på en helt bestemt måde.
Og det er jo ellers steder, som er væsensforskellige; altså et hospital, en station eller en forlystelsespark, men de har samme funktion. Ikke bare det genkendelige, men også det der med, at det går fuldstændig på tværs af samfundet. Og alle har et forhold til det. Det er ikke alle, der har et forhold til Vesterbros Torv eller Parken, for den sags skyld, selvom den måske nok kommer i nærheden. Der er også mange gode scener derfra. Let's Get Lost har nogle rigtig gode scener fra Parken faktisk, hvor de sniger sig ned i omklædningsrummet og stjæler nogle fodboldstøvler. Eller er det en fodboldtrøje? Anyway, Parken har potentiale til at have den der samlende funktion.
En ting er de danske film, men der har jo også været nogle Hollywoodfilm forbi byen. Der er The Danish Girl af Tom Hooper, med Eddie Redmayne og Alicia Vikander. Pitch Perfect 2. En Kongelig Affære, som man måske kan kalde dansk Hollywood. Der er jo nogen, der bruger et mere historisk billede af byen, selvom de nok også tager noget computergrafik til hjælp...
Ja, det gør de selvfølgelig. Men du spurgte mig, om København var en god filmby, og det er jo faktisk også en af grundene til, at København er en god filmby. Vi har på en eller anden måde hele tiden bygget ind i byen. Vi har rigtig mange århundreder bygget ind i vores by. Så man kan netop lave, som The Danish Girl gør, nogle gåture ind gennem Snaregade, Kompagnistræde, Magstræde, de der gader, og få den der følelse af at være tilbage i tiden. Helt uden problemer.
Bille Augusts Lykke-Per er jo også optaget rigtig meget on location i København, og har nogle scener, hvor man faktisk fuldstændig tror på, at det er 1910'erne og 1920'erne. Mange år siden, og det kan man jo ikke i alle store byer. Et godt eksempel er den film, der hedder In the Mood for Love, som er lavet af Wong Kar-Wai, og som skal forestille at foregå i Hong Kong i 60'erne. Og det er jo ikke engang så lang tid siden, men det lod sig simpelthen ikke gøre at filme den film i Hongkong, fordi man kunne ikke finde et strøg, hvor bygningerne alle sammen var fra 60'erne. Så den er optaget i Bangkok. Og på det tidspunkt var det 40 år, det drejede sig om. Men så hurtigt havde den by forandret sig, så det 40 år gamle Hongkong, det var væk for længst.
Og der har vi jo altså faktisk et 400 år gammelt København liggende lige om hjørnet, som vi kan gå på opdagelse i. Og det gør jo København utrolig attraktiv, på den måde at vi har den der tidsmaskine, bygget ind i vores indre by. Det skal vi absolut, tror jeg, værne om. Det er dog heldigvis også gode kræfter, som sørger for.
Så er spørgsmålet jo om København er god nok til at tiltrække Hollywood-produktioner? Eksempelvis er der jo meget, der bliver optaget i Prag. Men det er også noget med nogle skatteting og sådan noget…?
Jeg kommer til at være dig svar skyldig på lige præcis på, hvordan det hænger sammen, men så vidt jeg har kunne forstå, er det blevet en lille smule sværere, fordi det er blevet en lille smule dyrere. Og jeg kan ikke helt redegøre for grundene til det, det er ikke helt mit område, men det er da noget, vi skal være opmærksomme på, fordi det er en kæmpe gave, at der kan komme udenlandske filmfolk til København. Også fordi det, som ofte sker, når de kommer til København, det er, at de bruger danske filmhåndværkere, når de er her.
Det vil sige, at et amerikansk filmsæt vil typisk ikke komme fuldstændig velbemandet i alle henseender. De vil have brug for danske catere, de vil have brug for alt muligt til at hjælpe omkring logistikken ved en filmoptagelse. Så det gavner også vores filmindustri at få besøg udefra. Og så er det jo smadderinteressant for sådan en som mig at se, hvad der kommer ud af det. Det er jo altid skægt at se, hvordan de kigger på os; hvad er det for nogle billeder, de tager med sig ud i verden.
Jeg havde en ret sjov oplevelse – det er så ikke så meget film, det er jo snarere tv – men jeg var i USA for en del år siden med min familie, hvor vi så sad og talte rundt om bordet, så talte vi dansk og det var i San Diego. Og der kommer sådan en vildt fremmed mand hen til mig og siger: ”Oh you speak Danish?” Og vi sagde, ’ja, det er fuldstændig rigtigt’. Og så sagde han, at han lige havde binge-watchet Borgen. Han havde set alle afsnit. Og så sagde han: ”Jeg føler mig fuldstændig hjemme i København nu. Jeg føler jeg kender byen udenad.
Så tænkte jeg bare ’wow, jeg sidder her, jeg ved ikke, hvor mange tusinde kilometer hjemmefra, med en person, som aldrig har været i København, men som føler han kender byen, fordi han har set Borgen’.
Så det der med at sende billeder ud i verden af vores hovedstad, det skal man ikke undervurdere. Det er et ret stærkt visitkort, og det fortæller nogle historier, som er med til at definere, hvem vi er.
Ja, det snakkede alle Tour de France-folkene, der var her i sommer, også om. Det der med, hvor god en reklame det var for byen. Der kom ikke helt så mange helikopterbilleder ud af det, som der burde, fordi det pissede ned, hehe.
Ja, men det var også meget dansk. Det er en del af vores charme. Men byen blev en pæn reklamesøjle for sig selv. En tv-serie som Broen er jo blevet solgt til over 180 lande; det er virkelig mange mennesker ude i verden, som sidder og ser billeder af Øresundsregionen. Det kan kun være godt, selvom vi måske skal arbejde lidt på vores image med alt det der nordic noir.
Men der er jo heldigvis også andre typer fortællinger, der kommer ud, og jeg tror det er med til at brande os tydeligt og give folk nogle billeder på nethinden af, hvordan et land som Danmark og en by som København ser ud.
Hvad for et billede tror du egentlig, at en amerikansk filmseer får? Måske hvis vi taler om de lidt mere nørdede af slagsen, der ser nogle lidt smalle film, der er optaget i København, hvor det er selve byen, der er med, ikke bare som kulisse. Hvad tror du de har for et billede af København?
Jeg har helt klart indtryk af, at især amerikanerne har den her følelse – og det gælder mange europæiske hovedstæder – at vi har en historik. Altså vi har en historie, som de slet ikke har. Vi er simpelthen et old country, og det forbinder de med noget originalt, noget autentisk og noget gammelt. Og det er en kvalitet i sig selv.
Jeg tror også, at et land som Danmark, fordi vi er så relativt små, som vi nu engang er, har ry for at være nuttede. Der er et eller andet lidt kært over os, ikke? Sådan et dukkeland på en eller anden måde. Og når man kigger ud over København, kan man også godt forstå det.
Her fra caféen kan vi nærmest se Rosenborg Slot. Det er virkelig nuttet og småt. Det er en hel anden skala end i USA, og det er velbevaret, det er yndigt og det er fredeligt. Og vi lever i relativ harmoni med hinanden, og meget få huse er højere end fem etager. Så det er virkelig sådan middle of the road. Alle har plads til at være her, vi hjælper ænderne over gaden, som på den berømte Visit Copenhagen-plakat.
Det image tror jeg helt klart følger med. Så på den måde tror jeg godt, at vi kan tåle at sende lidt nordic noir ud i verden, det ødelægger ikke noget, vi kan godt rumme begge dele.
Der er også noget, man skal passe på der? Noget at værne om, med de gamle kvarterer, at byen har den her lave kerne. Når vi taler om byudvikling er der jo også noget med gentrificering af kvarterer. Strøget kunne jo være en gågade i en hvilken som helst europæisk storby. Så vi skal passe på nogle af de mere særegne ting…?
Helt klart, det skal vi da. Men jeg kan godt lide diversiteten. Jeg kan godt lide, at vi både har noget, der er nyt og gammelt og noget, der er slidt og pænt. Alsidigheden er god at have i en by. Jeg tror rigtig meget på, at jo flere forskellige mennesker, vi lever sammen med, og jo mere forskellige indtryk, vi får, jo rigere bliver vi inden mellem ørerne. Men det er da klart, at vi skal værne om det, vi har, og passe godt på vores by. Det er jo, som vi lige talte om, en af grundene til, at filmfolk interesserer sig for København; at vi har været gode til det gennem tiden, og det skal vi blive ved med at være gode til.
Men det er jo også meget interessant at se – nu, hvor du nævnte gentrificering – at de historier, som i gamle dage foregik på Nørrebro og Vesterbro og i Sydhavnen; historier om arbejderklasse og fattigdom og lidt social skævhed og de der lidt mere rå skæbner i samfundet, de er jo faktisk blevet fortrængt ud af byen nu. De fortællinger, hvis vi møder dem i dansk film, så er det i Brøndby Strand, det er i Vallensbæk. De er skubbet ud af byen; det er ikke længere det, vi vil kalde København.
Det siger jo noget om, at vi allerede er blevet dybt gentrificeret i København, at det hele er rykket ud. Jo, der er masser af ghettoer i København, men det er ikke den slags, som giver brændstof til gode, socialrealistiske dramaer. Det er mere rigmandsghettoer måske, eller meget små, lokale enklaver, som på Nørrebro. Det er ikke hele kvarterer, som det var engang, så der er sket noget der. Der er helt klart kommet flere mødregrupper og færre pushere på Vesterbro. Det må vi bare se i øjnene.
Ja, det er jo noget, man som filmskaber må forholde sig til. Hvis man gerne vil bruge Vesterbro som location og filmen er sat i nutiden, så må man bare konstatere, at ja, der er da stadig noget råhed tilbage omring Istedgade, og der er et par fixerum, men ellers er det bare blevet til en anden virkelighed end i fattig-80’erne.
Det er en anden virkelighed, og det er ret skægt, hvis man for eksempel sammenligner en film som Pusher med Underverden; det er jo to film, som på mange måder har lidt af det samme stof i deres fortælling. Der er 20 år imellem, og Underverden tager egentlig sin begyndelse på Vesterbro med et ret flot shot lige foran Frihedsstøtten. Men alt det, der er for alvor farligt, det foregår ude i forstæderne.
Så man kan sige, at det er Pusher anno 2017. Det er ikke Vesterbro, der er det farlige sted længere, faren er rykket ud til Vallensbæk eller Brøndby Strand. Der mister vi måske nogle fortællinger, men på det menneskelige plan kan det da godt være, at det er blevet lidt rarere at leve nogle bestemte steder i byen.
Nu snakker vi lidt om de historiske film, og så er der også nogle, der skuer ud i fremtiden og er lidt post-apokalyptiske. Eksempelvis er der Netflix-serien The Rain med Mikkel Boe Følsgaard, hvor København er forladt og er oversvømmet og tilgroet, og der er gået The Walking Dead i den, eller The Last of us. Det er en helt anden virkelighed, som vi heldigvis ikke set endnu, men de kan også noget?
Det er jo en type fortællinger, der er ret få af, når det kommer til København. Det er måske et af de områder, hvor København har mindst at byde ind med som filmby; her er ikke særlig meget sci-fi eller fantasi. Man skal lede lidt efter det, men når man leder efter det, så finder man faktisk nogle ret sjove ting.
Hvis man går lidt tilbage i tiden, kan man finde en film, som er blevet kåret til hvis ikke verdens dårligste film så i hvert fald er i top-10, nemlig Reptilicus. Den er virkelig dybt primitiv i sin teknik, men den er jo sjov i sin fantasi, fordi den tør at lege med tanken om, at man bare smadrer København. Dirch Passer er med, han synger en sang, og Poul Reichhardt er der også. Det er et stort miskmask, men det sjove er, at de har turdet forestille sig: ’Hvad hvis vi slipper en fortidsøgle løs i byen, og den bare vælter Palace Hotel og smadrer alle bygningerne på Rådhuspladsen?’
Der er noget sjovt ved at slippe gækken løs, fordi København netop er så pæn, nydelig og ordentlig, og tingene står lige der, hvor de altid har stået, og det skal vi ikke pille ved. Men det kan man jo godt alligevel lege med på film.
Nu sidder vi lige over for Kongens Have, og det er jo også det, som Max Kestner gør i QEDA, som jo heller ikke er nogen – hvis jeg skal være helt ærlig – totalt vellykket film, men rent visuelt og fantasimæssigt vover den virkelig pelsen og lægger København under vand og tegner et billede af et fremtids-København, som ser radikalt anderledes ud end i dag. Hvis Reptilicus er kikset, fordi teknikken ikke helt spillede med i 1961, så spiller teknikken virkelig med her, den er afsindig flot, man tror virkelig på det.
Der bliver man ramt af en omvendt nostalgi, for hvis jeg nogle gange kan blive nostalgisk af at kigge på gamle billeder af København, fordi det er en by, der ikke er der længere, så bliver man meget ked af at se, hvad det er, vi egentlig kunne miste, hvis den fantasi bliver til virkelighed. Det er helt galt, Amager ligger under vand, og Kongens Have er fuldstændig gold; sådan saltet, snasket til af saltvand og helt død.
Så den skal man se, om ikke andet så bare for billedernes skyld, det er ret overbevisende og ret uhyggeligt, og giver én en følelse af, at ’det skal vi sgu ikke miste det her, det skal vi holde fast i og passe godt på.’ Men Riget gør det jo sådan set også; leger med tanken om, hvad hvis nu alt det, vi troede, var på en måde, faktisk er på en helt anden måde. Men der er ikke så mange af den type historier, København er på den måde en meget troværdig by.
Ville du så ønske dig, at Roland Emmerich eller Michael Bay kom forbi og lavede en eller anden katastrofefilm?
Ja da, lad os da prøve at se, hvad de kan få ud af byen, det kunne da være sjovt. De kunne også slippe et eller andet monster løs, eller et kæmpe jordskælv. Måske en lille Godzilla på togt i Indre by og se, hvad der skete, det kunne da være sjovt, bare for eksperimentets skyld.
Har du en yndlingsfilm, der ville du ønske var optaget i København?
Det er da et godt spørgsmål! Jeg har i hvert fald nogle gange tænkt på, at det kunne være sjovt, hvis en film som Amelie fra Montmartre fik dansk fortegn. Netop fordi København ikke er en specielt... Vi godtager København, som den er, og holder af den, som den er i langt de fleste film, men i Amelie, der piller man lidt ved tingene, drejer lidt på knapperne, og laver lidt om på tingene. Det er en film, der kaster et anderledes blik på en stadigvæk meget genkendelig by, men med lidt skævt blik, lidt skøre farver. Alt er en lille smule anderledes, end det plejer at være.
Det blik, synes jeg, er ret sjovt. Jeg kan godt lide den måde, den film fortryller Paris på, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at opleve København fortryllet. Den er også farvesat ret specielt med nogle overblændede billeder. Der foregår noget, som gør, at man får den der følelse af, at det ikke bare er som det plejer, men at det er noget andet. Så sådan en lille fortryllelse, et lille drys Peter Pan-stjernestøv over København, det kunne da være spændende at se.
Men ellers synes jeg, at vi er ret godt klædt på med gode danske film, og nu spørger du til min yndlingsfilm, det har jeg svært ved at helt at sige, men jeg vil sige, at jeg synes, at Rasmus Heisterbergs ’I blodet’ virkelig står stærkt som et moderne portræt af København. Et portræt, som jeg som københavner 100 procent kan læne mig ind i og genkende, og hvor jeg bliver rigtig glad for at bo lige præcis her, hvor jeg bor, når jeg ser den film. Den er dejlig.
Det er jo som bekendt svært at spå, især om fremtiden, men hvordan tror du København som filmby vil klare sig i de kommende år? Vi har jo masser af det historiske, som vi forhåbentlig bevarer, specielt i nogle sammenhænge, og så der også nogle udenlandske produktioner, vi gerne vil se komme til byen, så hvad kan vi tillade os at håbe på? Vi må vel heller ikke tage de danske film for givet?
Der bliver produceret danske film, og det vil der blive ved med at gøre, det er jeg ikke bekymret for. Jeg kan godt nogle gange være bekymret for, hvad der sker, hvis man flytter for mange produktioner af film, der skal forestille at foregå i Danmark, til udlandet, og hvad det så gør ved oplevelsen.
En film som Flammen og Citronen, som jo har nogle rigtig flotte scener fra København, har altså også utrolig mange scener, som skal forestille at foregå i Mikkel Bryggers Gade, men hvor man tænker, ’det er ikke Mikkel Bryggers Gade, det der’, og så er det fordi, det er optaget i Prag eller i Tyskland. Så går der noget tabt, synes jeg. Der kan jeg godt lide, at hvis man navngiver et sted, at man faktisk også benytter det sted og er der.
Men ellers tænker jeg, at det som vil ske, det er jo, at byen forandrer sig, og det kommer filmene så til at skulle følge med i. Ligesom at de sociale dramaer er rykket ud af indre by og ud til forstæderne, så vil vi også opleve, at når nye bydele skyder op, så sker der noget der. Nu vil fremtiden vise, hvordan det bliver at have været den første generation, der vokser op i Ørestad eller Nordhavnskvarteret eller Sydhavnstippen. Der kommer til at være nye typer fortællinger, som bruger de kvarterer og områder, på den måde som de nu kan byde ind med noget særligt.
Og det glæder jeg mig til at se, det bliver da skidesjovt. Også fordi, når noget rykker derud, hvad bliver der så tilbage? Hvordan efterlader det brokvartererne? Jeg tror hele tiden, der vil ske en udveksling af oplevelser af, hvor bor det farlige nu, hvad er det mest romantiske sted i byen nu, hvad er den klassiske date night i København anno 2030. Det ved vi ikke. Der er nogle fortællinger, som kommer til at skifte udtryk, tror jeg, men det synes jeg indtil nu, at filmene har kunne følge ret godt med i; altså at tegne det portræt, og det har været sjovt at se.
Så du kan ikke udpege en yndlingskøbenhavnerfilm, selv hvis jeg stikker lidt ekstra til dig?
Jeg vil nok sige, at det kunne være ’I blodet’. Det kunne også være ’Let's Get Lost’. Det er begge to film, som har den der følelse af at være københavner. At bo i byen. Som ikke dyrker det yndige ved byen, eller siger den er perfekt på nogen måde, men som gengiver en total troværdig oplevelse af at bo i byen. Så det er de to film, som for mig som københavner rammer min københavner-identitet mest rent. Og så foregår de begge to på Nørrebro, hvor jeg bor, og det tæller jo også lidt.
København er jo en lillebitte landsby, slår det én nogle gange. Til bogen skrev vi blandt andet om ’Let's Get Lost’, og den foregår mestendels i en lejlighed, der ligger på hjørnet af Peter Fabers Gade og Guldbergsgade, som er en gade, jeg cykler i hver dag, og vi kunne ikke lure, hvad det var for en opgang, de boede i; gik de ind fra Guldbergsgade eller gik de ind fra Peter Fabers Gade?
Vi ville egentlig gerne vide det, bare så vi kunne se det for os inde i hovedet. Og vi havde siddet og skrevet i flere timer, og var lidt anspændte, så besluttede vi os for at lidt spontant tage til en pilatestime i en pilatesstudie, der ligger nede på Vodroffsvej. Og da vi kom derned, viste det sig, at Sisse Babett Knudsen lå på madrassen ved siden af os. Og det var jo super praktisk, for så kunne vi spørge hende, hvad var det egentlig var for en opgang, og så kunne hun sige, at det var nummer 23, eller hvad det nu var. Og så gik vi derfra med en følelse af, at det hele bare flaskede sig.
Ovenikøbet skete der så det på vej hjem på cykel – på præcis samme cykeltur, samme formiddag – at vi holder vi for rødt i et lyskryds, og ved siden af os kommer så Jonas Elmer på cykel. Så hvis ikke vi havde spurgt Sisse Babett, så kunne vi have spurgt instruktøren selv.
Altså, med en times mellemrum får man bare den der følelse af, at Nørrebro, eller København, virkelig er en landsby. Og det har faktisk også været lidt sjovt, når man har siddet og skrevet bogen, at sådan nogle oplevelser har vi haft ret mange gange; at lige imens man sidder og skriver om noget, så sker det lige her, fordi større er København trods alt heller ikke.
Nu nævnte du det med date night, og så tænker jeg på en anden side af København som filmby, og det er København som biografby. Min første date med kvinden, der senere blev min kone, var i Dagmar, og vi så den der thriller med Robert Downey Jr., Zodiac, så det startede ligesom der.
Godt filmvalg!
Tak! Så altså København som biografby; der er jo også meget snak om Palads for tiden, hvad der skal ske der, og folk er jo vent tilbage til biografen efter coronatiden, så er København som biografby et godt sted?
Ja, det synes jeg faktisk, den er. Det er min oplevelse. Nu er jeg jo selvfølgelig også farvet, fordi jeg selv arbejder i en biograf, og den er jo måske ikke typisk for vores biografer i Danmark i det hele taget, men jeg synes filmglæden er tilbage. Jeg synes netop fællesskabet er tilbage. Jeg synes også, at flere af de kommercielle biografer er også blevet mere legesyge i deres måde at programsætte film på, og er blevet bedre til at gå efter den der ”fællesskabsskabende” filmoplevelse, lave events omkring deres film, ikke fordi man altid skal gøre en event ud af alting, men på en eller anden måde dyrke filmoplevelsen, som det den er.
Den der ’cinéclub’-følelse, at man er en del af noget sammen, det tror jeg er smaddervigtig for den måde, vi oplever film på, i stedet for at man oplever det hver for sig. Og der synes jeg virkelig, at jeg kan mærke, at der er vi tilbage igen nu. Og her i huset er vi jo også lidt optaget af, at vi går og bygger filmtag, som vi åbner her i løbet af det forhåbentlig næste halve år her på taget på Gothersgade, hvor vi kan vise film under åben himmel. Så det bliver jo også et ret godt date night-sted, forestiller jeg mig.
Jeg tror virkelig, at det gælder om at prøve at skabe de bedst mulige rammer for filmoplevelsen, og de kan se ret forskellige ud. Altså nogle af mine bedste filmoplevelser har ikke nødvendigvis været i de sale, hvor man sidder bedst, eller hvor lyden er bedst, eller hvor komforten er bedst, men hvor man så får noget andet. Og så kan det andre gange være sindssygt fedt at se en film i sådan en sal, hvor man virkelig bare kan recline sit sæde og smække benene op.
Så at man får følelsen af at kunne få en perfekt filmoplevelse til lige den film, som man nu skal se, det tror jeg, at hvis vi gør os umage med det, så bliver det også modtaget godt af publikum.
Når det gælder specielt de danske film, er der jo jævnligt snak om, hvorvidt biograferne er gode nok til at markedsføre de danske film, fordi der er mange, der hellere ser de amerikanske blockbustere og den slags. Så det er vel lidt en kamp, der helst ikke er nogen, der skal tabe i hvert fald.
Nej, altså jo flere film vi ser, jo bedre, punktum. Sådan vil jeg da i hvert fald altid have det. Men lige nu går det faktisk meget godt for dansk film. Sidste år havde vi en markedsandel på ca. 30 procent, og det er faktisk højere, end det har været i mange år. Så det siger noget om, at de danske film faktisk trækker et ret pænt publikum.
Det er så typisk nogle få titler, som trækker et meget stort læs, og så er der nogle titler, der trækker ganske få publikummer, men sådan må det jo også gerne være. Diversiteten er også sund. Så længe der kommer en Ternet Ninja i ny og næ, og virkelig løfter billettallet helt op under skyerne, så er der også plads til det, som er helt smalt. Så jeg tror ikke, vi skal være bekymrede.
Fem hurtige:
Favoritrestaurant: Cicchetti på Nørrebrogade og Bottega Barlie i Nyboder er mine faste go-to-spots.
Favoritbar: Jeg vender altid tilbage til Salon 39 på Frederiksberg.
Er der et ”hemmeligt”/overset sted, du kan anbefale? Jeg vil hellere anbefale, at man kigger op, når man går rundt i byen. Mange huse har spir, tårne eller andre arkitektoniske ”fortællinger” indbygget, og man ser sin by med nye øjne, når man løfter blikket.
Hvad (om noget) kunne byen godt undvære? Jeg synes ikke, vi skal gå efter at undvære noget – København er en storby, den skal have det hele!
Er der noget, byen mangler? Byen må aldrig gå ned på svømmehaller og gode biblioteker – flere af dem, tak.
Comments