Sebastian Dorset om standup-byen København

Hvordan ser det ud med den københavnske standup-scene og hvad betyder den egentlig for byen? Det har jeg snakket med komiker, skribent og klummeforfatter Sebastian Dorset om.

Lokation: Teglgårdsstræde 5, Indre by Hvorfor der: Tidligere hjem for baren Kulkaféen, hvor Dorset startede sin karriere i 1995. Baren lukkede i 2008.

Hvorfor er vi mødtes her?

Jeg startede med at optræde i 1995, og dengang var det meget svært at komme på, der var ikke så mange open mic-aftener, hvor man kunne optræde som ny [komiker], og så startede Michael Wulff faktisk et sted. Han spurgt en, der hed Jesper, der drev en café her i Teglgårdsstræde, om det var noget for ham at få standup en gang om ugen, og det ville han godt. Vi startede så om fredagen og der var ingen, der så det; vi var kun nye folk, der var ingen af de etablerede, der ville på sådan et sted, hvor der ikke var publikum, men det endte med, at der var fyldt om fredagen, og så startede vi også om tirsdagen.

Blå bog: Sebastian Dorset
Standup-komiker, skribent, klummeforfatter og hundelufter. 50 år
Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i 1995,
hvorefter han flyttede til København. Har boet her siden da.
Kvarter i byen: Landbohøjskolekvarteret på Frederiksberg

Der var jeg lige flyttet tilbage til København, efter at være blevet færdig på Journalisthøjskolen (i Aarhus, red.), og så blev der mig, der skulle være fast vært og præsentere de andre. Da vi startede, sad der måske fire mennesker hver tirsdag, men så blev der flere og flere, og også flere og flere stamkunder, så det blev ligesom det sted, hvor jeg lærte at lave standup, og også det med at improvisere og finde på noget nyt hver gang og tage noget aktuelt med fra den samme uge.

Det blev på mange måder det eneste faste holdepunkt, jeg havde i de år; jeg flyttede lidt rundt og jeg skiftede job hele tiden, men var fast herinde hver tirsdag i syv år med få afbud. Så der var her jeg lærte at lave standup.

Hvad var det for et sted at komme sammenlignet med fx den legendariske standup-bar DIN’s?

Jamen det startede nede på DIN’s, hvor Casper Christensen blev den første store, danske komiker, og han satte meget en tone for, hvad standup var, og blev også den første, der kom i fjernsynet, så det var det, folk forventede; sådan en ung, energisk fyr, der kom ud og fortalte, du ved, ”Hva’ sker der lige for folk, der står i kø”, og ”Hva’ sker der lige for gamle mennesker; hvorfor er folk så dumme, når de går på apoteket” – den slags humor. Det var ligesom det, folk forventede, så det var enormt svært med den lidt mere alternative humor eller underspillede humor, og derfor blev det pludselig en lidt anden oplevelse at komme på Kulkaféen.

Da det først kom op og køre, begyndte de etablerede navne at dukke op engang i mellem, og de havde virkelig svært ved stedet, kan jeg huske. I dag tror jeg man ville kalde det et woke publikum, måske lidt mere flippet, lidt venstreorienteret, lidt autonom stemning nogle gange; folk sad og var sådan lidt… alternative. Jeg kan huske Uffe Holm var hernede en fredag aften, hvor der var helt fyldt, og han lavede det, han plejede at lave på Comedy Zoo, og der var helt stille. Dødstille. Han havde så taget en fadøl med på scenen, som han så tager en tår af. Så kigger han opgivende ud på publikum og så drikker han resten af den, mens publikum venter. Meget cool situation, som siger meget om stemningen og at det, der virkede de andre steder, virkede ikke på Kulkaféen og omvendt. Så det var lidt et frirum. Hvis man kan sige – måske lidt overdrevet – at der var et sted, hvor den lidt alternative standup startede i Danmark, så var det her.

Var det et mere krævende publikum?

Ja, men også et publikum, der måske var mere åbent i forhold til, at det ikke behøvede at være setup-punchline-setup-punchline, at der også kunne være nogen, der eksperimenterede lidt. Der er en betegnelse, man stadig bruger, selvom den måske er ved at dø ud, nemlig ’trappegrinet’, som kommer herfra. Man gik ind i caféen nede i stueetagen, hvor der var bar og toiletter og den slags ting, og så kunne man gå op ovenpå, hvor der ikke var nogen af delene, hvor der så var standup. Der var plads til 40-45-50 mennesker, og de komikere, der kom for at kigge på, stod altid nede på trappen bagest i lokalet, og så nogle gange, hvis man lavede noget, der var så underligt og så indforstået, at de kun var komikerne, der fangede det, så grinede dem på trappen. I dag taler man faktisk om et trappegrin på Comedy Zoo, som jo totalt har overtaget den alternative scene, hvor man eksperimenter og kan lave nye ting og alle kan komme på.

Men det virker som om, at Kulkaféen var et godt sted at komme som upcoming komiker?

Det var super godt! Der var et miljø, der var meget specielt. Jeg kan ikke huske om det var om onsdagen, der var spoken word, og så var der historiefortælling nogle aftener, og så i weekenderne var der måske afrikansk musik og sådan noget. Så der var tit nogle, der bare hang ud. Når vi så var færdige om tirsdagen, så var der nogen, der spillede bordfodbold; noget med at Danmarksmestrene i bordfodbold trænede der, fordi der var sådan et rigtigt bord, du ved, de her Bonzini-borde med korkbolde. Så det var på et højt niveau. Og så nogle gange kom man hjem klokken et-to stykker om natten efter de var lukket og man skulle op dagen efter på arbejde og man var helt baldret. Nogle legendariske festaftner på nogle af de tirsdage, hvor folk fortsatte i byen på Lurblæseren eller Sam’s Bar til kl. 5 efter at det startede med, at man bare skulle have en enkelt på Kulkaféen.

Så for mig er det et historisk sted, og derfor også lidt trist at se, at det ligger dødt hen. Men det gjorde det også før pandemien, så det har ikke så meget med corona at gøre – det er svært at køre forretning herinde, tror jeg. Huslejen er givetvis absurd. Men jeg talte faktisk med én i sidste uge om det at drive sin egen café: ”Det må være så hyggeligt, så står man der i baren og der kommer nogle ind, og man kender folk, og man bliver den der sjælesørger”, og så kom jeg til at tænke på, hvordan det var, hver gang stedet her skiftede ejer, hvordan de altid blev overraskede over, hvor meget folk smadrede, hvor ligeglade folk var og hvordan toiletterne altid blev stoppet og der blev skoddet cigaretter over det hele – det var helt håbløst.

Ham Jesper, der startede det herinde og kaldte det Kulkaféen og virkelig sørgede for, at det skulle være et sted med noget alternativ kultur, han var en cool fyr, der puttede nogle penge i det og fik det til at fungere. Men de senere ejere blev virkelig chokerede over, hvor meget det kostede; ”Ej skal vi nu have et nyt mikrofonkabel igen, det er kun to måneder siden vi købte et sidst? Jamen der er et eller andet punkband, der har stjålet det, vi bliver nødt til at have et nyt.”

Hvad var det for et område at komme i dengang? Det hedder jo ikke Pisserenden for sjov, tænker man…

Der var et lidt andet liv, med alternativt hippe steder som Sabines, hvor digtere og kunstnere hang ud. Så det var meget den der latinerkvartersstemning, man taler om, den syntes jeg man mødte, når man kom herind. Så ligger Men’s Club (legendarisk bøssebar, red.) her jo også, så jeg tror ikke der er én standup-komiker, der ikke har lavet en joke om, at de er gået forkert.

Jeg slap det så herinde i 2004 efter at have været her i syv år. Der var kommet en ny generation frem og så ville jeg gerne give hele bookingtjansen videre til en af dem. Og så gik der ikke så mange år, før det lukkede; i 2006 eller ’7 tror jeg Kulkaféen lukkede. Vi prøvede at få noget op og køre igen, men dem der overtog det på det tidspunkt ville lave vinbar, og var helt afvisende overfor at der skulle være standup, hvilket jeg synes var lidt fjollet, når man havde 30 mennesker inde to dage om ugen, der jo også nok skulle købe noget at drikke. Men de sagde nej tak, og så stoppede det. Men på det tidspunkt var det et af de længst kørende standup-steder i Danmark.

Mangler der et sted af den her størrelse i dag?

Der er rigtig mange nye steder, men det er også ustabilt, fordi det er svært at banke op. Det er svært at få folk til at dukke op, konkurrencen om opmærksomheden er blevet meget tung i forhold til dengang. Hvis man åbner et open mic-sted, så skal der ikke særlig mange dårlige aftner til, før det bliver halvtomt og folk ikke rigtig kommer. Men jeg mangler lidt stemningen derinde. Der er nogle open mic-steder, der har lidt det samme, men måske er det også bare mig, der savner at være ung, haha.

Et sted som Comedy Zoo – er det mere for de etablerede nu; er det sværere at komme på?

Når man er der, er det super behageligt. Det er blevet overtaget af en gruppe komikere, som gør det virkelig godt. Det er på alle måder et dejligt sted, så jeg kan kun anbefale det. Deres open mic er lidt mere for de etablerede, der har vist at de godt kan. Det er stadig nye folk, der ikke lever af det, men de har vist at de er sjove, før de kommer på dernede. Der havde Kulkaféen der den ’galningestemning’, hvor folk der ringede og ville på, de kom på, også nogle gange på bekostning af nogle af de mere erfarne. Alle skulle have en chance for at prøve det og nogle gange gav det nogle forfærdelige oplevelser, fx når folk ikke havde nogen tidsfornemmelse og man stod og prøvede at vinke dem ned efter 20 minutter og de havde fået fem. Det var nogle skøre, skøre aftner nogle gange.

De her grønne folk, hvor går de så hen nu?

Der er mange steder nu, som er blevet gode til at arrangere det selv. Der er lille hierarki: På Comedy Zoo er du etableret og ved, hvad du laver, folk kommer jo derned og betaler for det. Så er der nogle steder, hvor folk lægger en lille smule i døren, men de kan stadig forvente lidt at hvert, og så er der nogle steder, der er for de helt nye. ’Mellemrummet’ ude på Nørrebro, der er Mellemfolkeligt Samvirkes café, der er skidehyggeligt, når det kører. Så er der ’Bartof’ på Fasanvej, som også er superhyggeligt. ’Play’ ude på Amager, som er sådan lidt mere et lille teater. De har to scener nu, så det bliver spændende, når de kommer i gang igen. Og så er der forskellige steder, der prøver lidt på skift. Brætspilscaféen ’Bræt’ ude i Nordvest er også et fedt sted. Og ’Huset’ herinde i Magstræde. Så der er egentlig masser af steder.

Man har da også indtryk af, at standup-scenen i København har det meget godt?

Ja, når der ikke lige er pandemi, så går det sgu meget godt, haha. I alt er der vel en 5-6-700 mennesker i Danmark, der lever af standup på den ene eller anden måde. Her i byen er der en sluttet skare af de større navne, der kan fylde Operaen og Bremen og den slags. Det er dejligt. Der er jo mange af de folk, der er debuteret her på Kulkaféen; Jonatan Spang for eksempel. Jeg kan ikke prale af dem alle sammen, men der er da en del, jeg har præsenteret for første gang en tirsdag aften. Brian Mørk. Michael Schøt. Det er dem, jeg lige er sikker på, men der har været en del.

Så Kulkaféen var stedet, man ligesom startede, og det var der også brug for. Der var en lidt hård stemning dengang. Nede på ’det gamle’ Comedy Zoo havde de tit nye folk på som opvarmning, og der kunne være en decideret ond stemning – det kunne være decideret ubehageligt at være der. For mange i publikum var det ofte første stop på vej i byen, så de skulle bare have nogle bajere og have det sjovt. Så der var tit en stemning i retning af, at det helst skulle gå galt for komikeren. Det var virkelig ærgerligt. Jeg husker engang jeg selv var på Comedy Zoo, da jeg var ret ny, tror det var i ’97, og det gik ad helvede til. Så løb jeg herop (på Kulkaféen, red.) og spurgte om jeg lige måtte lave fem minutter og så var det super dejligt at være tilbage. Det var faktisk nok ’95 eller ’96.

Kan man rangere Kulkaféens betydning i forhold til, hvor det københavnske standup-miljø befinder sig i dag?

Altså, de store navne, der er i gang nu, de har ikke haft brug for det, men for den der mellemgruppe, der tror jeg, det har betydet meget. Der er mange, der ikke ville have været her på samme måde, hvis de ikke havde haft den mulighed, for der var ikke andre steder at optræde – der var virkelig kamp om det alle andre steder.

Der var jo også nogle punkbands, der spillede, og nogle lidt alternative world music-orkestre, der kom på om lørdagen. Vi [standup’ere] var på om fredagen, men så ville de gerne have et band til at spille før os, og det gik altid galt, fordi de der bands slet ikke gad at stoppe; de hev deres venner med og skulle give ekstranumre og vi skulle have været på kl. 20, så vores publikum – alle fem – sad dernede og ventede. Så de stoppede med at have to events på én aften.

Men det var fedt at være med til at starte noget. De første gange var der to-tre mennesker og så sluttede det med, at der var så fyldt, at folk ikke kunne komme ind og vi måtte have en form for dørmand på. Så jeg tænker, at vi fik sat gang i en udvikling. Det var i høj grad Michael Wulff, der tog initiativet og gik rundt med små hjemmetrykte foldere og plakater og satte op på de andre caféer for at sige, at der var standup herovre. Så han fik det i gang, m en det var sådan en kollektiv ting i den generation at få det op at køre.

Hvor ser du den københavnske standup-scene bevæge sig henad i de kommende år – har det fundet et leje eller vil det vokse yderligere?

Jeg tror det har fundet et leje, men det sagde man jo også dengang, da jeg startede: ”Ej, der kan ikke være mere end 25 i gang samtidig, ellers går det jo ikke”, haha. Men jeg tror også det har fundet et leje på den måde at, der er ligesom et vist publikum til stede, og så må folk enten vælge; ’vil jeg gerne være en, der optræder som bijob eller supplement eller bare hobby, eller vil jeg droppe det helt’. Medmindre man er genial, så er der ikke plads til flere etablerede komikere. Så skal man gøre det, fordi man ikke kan lade være og så håbe, at det giver et gennembrud i en eller anden form. Jeg tror ikke, at der er plads til flere, der lever af det, men der er plads til så mange, der kan være, hvis de selv finder et sted at optræde, hehe.

Du nævnte Jonatan Spang, der jo siden hen også har gjort sig som skuespiller og teaterdirektør, og så tænker jeg – med fare for at stille et lidt ledende spørgsmål – hvorfor er standup-scenen nødvendig? Hvad er det, den kan i forhold til for eksempel teateret?

Den kan jo noget andet, fordi den kan være spontan. Selvfølgelig kan man lave impro-teater, men en teaterforestilling, der skal sættes op, tager jo noget tid. Først skal man skrive stykket og gennemgå, hvad det skal handle om og så videre. Selv hvis man forestillede sig, at man skrev stykket på én dag og nat, så ville det jo stadig tage syv-otte uger at få det sat op. Så standuppen kan noget med, at man sidder derhjemme og ser tv-avis og tænker ”Hold kæft, det er kræftedme for dumt”, og halvanden time senere står man så på scenen og siger noget om det. Så der er en spontanitet i det, og fordi det er en énmands-forestilling kan man lade sig rive med af situationen og hvad folk siger tilbage og reagerer på, mens en teaterforestilling er mere énvejs og folk er afhængige af deres stikord.

Standuppen har også noget med ’direkteheden’, fordi den, også via Jonatan Spang, har bragt det derhen, hvor man siger, hvad man mener, og så pøser man argumenter på indtil folk overgiver sig, i stedet for, at man bare antager at folk er enige. Standup-komikerne spredte sig jo også til satireredaktionerne – ikke bare fordi værterne kom fra standup, men også fordi man begyndte at rekruttere forfatterne blandt standup’erne. Så blev det også en lidt mere hård, lidt mere punchline-agtig tone og det synes jeg har klædt det.

Hvordan står København så som standup-by i dag? Det er måske svært at sammenligne, men alligevel…

Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har været i Oslo engang, og der synes ikke de snakkede særlig meget om, at der var andre steder end det, der hed ”Latter”. Så jeg tror ikke der var et miljø, udover at der var standup dernede et par gange om ugen. Men Oslo er selvfølgelig også en noget mindre by.

Jeg tror det går meget godt med dansk standup. Jeg synes også niveauet er ret højt, ikke mindst blandt de etablerede; der er virkelig mange gode folk. Når folk beder én nævne de nye, der er på vej, så tænker jeg altid, at jeg kan nævne nogle, de aldrig har hørt om, eller nogle, de slet ikke har hørt om, haha. Jeg kan nævne et up-and-coming-navn, der har været i gang i 15 år.

Fem hurtige:

Favoritrestaurant: Jeg er sådan en type, der henter en pizza og spiser den derhjemme, så jeg vil sige Pizzeria Benvenuti på Åboulevarden. Det er et meget, meget fantastisk pizzasted. Jeg går forbi fire-fem andre pizzeriaer for at hente min pizza derfra, men det er de altså værd. For folk på landet lyder det nok lidt krukket og københavneragtigt, men de er virkelig gode.

Favoritbar: Comedy Zoo kan jo lidt af det samme, som Kulkaféen kunne i sin tid, hvor man kunne gå ned efter man selv havde været ude og optræde, for at se, om der sad nogle af de sædvanlige hoveder. Jeg kommer ellers ikke så meget på bar længere. Min kæreste og jeg har haft mange hyggelige aftener på vinbaren Lundgren VIP, som har et rigtig godt koncept, hvor man kan få en flaske vin ind med en lille streg på, og så kan man smage, og hvis man så kun vil have lidt af den, så betaler man kun for det, man har drukket.

Overset/hemmeligt sted i byen: Åh, det er svært, man ved jo ikke, hvad der har overlevet corona. La Fontaine nede på Strædet – apropos bar – er jo en klassiker, når man kommer der sent om natten; der er småt og tilrøget og folk sidder tæt. Jeg vil også nævne Vin 46 på Roskildevej, de har både kvalitetsvin og kultur, med lidt mere skæve arrangementer.

Noget byen kan undvære: Kædecaféer og kæderestauranter. Ikke et ondt ord om det som sådan, folk må jo gå hen, hvor de vil, men de der steder med fælles menukort og det her lidt uambitiøse caféburger-nachos-udvalg. Jeg ved godt, det er nemt at få til at køre rundt, når man har det samme alle steder, men det er bare ikke særlig spændende. Det er da sjovere at gå et sted hen, hvor man ikke rigtig ved, hvad man kan forvente.

Noget byen mangler: En udendørsscene om sommeren. Jeg har prøvet udendørs-standup nogle gange, og det kan jo meget vel blive frygtelig aktuelt her til sommer. Et sted med nogenlunde ordentlig lyd, hvor man kan hente en to-go-fadøl. Det er måske meget coronarelateret, men alligevel.

Og så er der jo meget debat i disse tider om, hvornår byen skal lukke om aftenen/natten, og der synes jeg måske der mangler lidt tolerance for folk, der gerne vil have ro. Det der argument med, at folk bare kan pisse ud på landet, det synes jeg måske er lidt hensynsløst. Der kan jo være folk, der rent faktisk har brug for at sove i løbet af ugedagene. Det der med, at man bare kan fyre op for sin Soundboks, når man har lyst til det, og folk der så siger, at de gerne vil kunne sove kl. 3 om natten, de er ligusterfascister. Ikke at man skal være hysterisk og banke på væggen kl. 22, men der mangler lidt almindelig pli.